Tag : hofteoperation

På hat med Gittemor – efterårs update

Hvad går hun dog og laver hende Gittemor, når hun nu er så elendig til at få skrevet på sin blog?

 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været SÅ dårlig til at nurse om min blog. Det er nu ikke fordi jeg ikke gerne har villet, men der er sket så meget….og den ene dag snupper jo som bekendt den næste. Elendig undskyldning, men den pure sandhed.

Huer der duer

Huer der duer

ENDELIG I JOB

Det lykkedes mig efter næsten 2½ år – og mange slåskampe med “systemet”, hvilket jeg også har skrevet om, at komme i fast job pr. 1.10.16. Jeg er SUPER lykkelig for det. Paradoksalt nok, er jeg havnet i en virksomhed som håndterer rekruttering, erhvervs psykologi og tests. En virksomhed der hjælper erhvervsfolk i job og uddanner i ledelse etc. Nu har jeg brokket mig i 2½ år over, at ingen kunne bruge en moden og erfaren kvinde, at ens ansøgninger blev elendigt håndteret i HR afdelingerne etc. etc……og så er det lige den slags virksomhed der “opdager” mig – hvor jeg matcher deres profil i mine tests, – og de vælger mig!!!

Jeg er startet, skal sætte mig ind i en masse nyt og det er SUPER spændende…..men overskud til den såkaldte fritid har der ikke været meget af den sidste tid…..man skal sådan lige vænne sig til at arbejde igen. Spørg bare min omgangskreds – har ikke haft overskud til gæster etc….men det kommer venner, det kommer :)

 

Så er man erhvervskvinde igen

Så er man erhvervskvinde igen

TILBAGELÆNEDE SYSLER

Nåhr jo…..lidt har jeg da fået tid til – jeg laver huer. Det lykkedes mig at få hænderne til at udvikle en fantastisk hue. De har den fedeste pasform på de fleste og krydret med lidt mærker, pynt og fantasi har de strøget ud af døren.  Du kan bestille hue er via kommentarfeltet hvis du skulle have interesse. Huerne koster 300 kr ex porto (30 kr). De er i 100% uld og som sagt, utrolig god pasform.

Der er flere der har spurgt til en opskrift……men helt ærligt tøser! For det første er der ingen opskrift, den sidder i mine hænder og i hjernen når jeg tømmer den :) – og, hvis der var en opskrift, så ville det der være liiiiidt tåbeligt at give den fra mig, da det rent faktisk er nogle jeg sælger. Du spørger da heller ikke bageren om opskriften på hans kager, vel?

Min smukke veninde er super model med mine huer

Min smukke veninde er super model med mine huer

 

Masser af huer - alle unikke da mærker og pynt er fundet forskellige steder.

Masser af huer – alle unikke da mærker og pynt er fundet forskellige steder.

EFTERÅRET HAR SAT IND

….og det betyder at jeg i disse dage lukker ned for sæsonen i mit elskede kolonihavehus. Det var en underlig sæson. Jeg startede i marts med en hofteoperation, så jeg kom meget sent i gang. Jeg var ramt af gevaldig nedtur over min jobsituation og var i den forbindelse ikke rigtig i humør til ret meget have – fysikken var heller ikke i top grundet hoften. Det var svært at bukke sig, løfte og knokle for meget.

 

På krykker hele forsommeren

På krykker hele forsommeren

Da der endelig gik i hak med job og hoften artede sig fantastisk…..så blev mit lille hus invaderet af hvepseboer. Det er ingen hemmelighed at Gittemor er mere end ekstremt bange for hvepse…..en slags bifobi. Jeg kom der ikke, synes jeg kunne høre summen og vrede alle steder og måtte have nogle til at sprøjte for mig. Alligevel ødelagde de sidste del af sommeren for mig, de skiderikker. Næste år starter jeg foråret med at plombere samtlige huller i hus og tag med silikone. Ikke om jeg vil have det skravl i mit hus mere.

 

Men der blev fint i kolo i år og jeg nød mine ærteblomster

Men der blev fint i kolo i år og jeg nød mine ærteblomster

JEG LOVER..

..at jeg nu bliver bedre på tasterne. Jeg vil jo så gerne skrive til jer og opdatere på hvad der sker i min lille verden. Nu går vi langsomt mod jul…så måske jeg vågner lidt med hensyn til lidt kreativitet, julebag og andre sysler.  Er straks tilbage ved tasterne.

 

September 2016 109

 

Herfra en kærlig hilsen

Gittemor

 

 

 

Historien om det at få en ny hofte

Februar 2015 001

Man tror jo ikke lige, at man i min alder pludselig skal forholde sig til en ny hofte

Det startede egentligt med, at jeg for 3½ måneder siden, begyndte at få nogle stærke smerter på ydersiden af låret og i løbet af dagen gik smerterne også ned mod lægmusklen. Tænkte selvfølgelig “hvad hulan har jeg lavet, siden jeg har de muskelsmerter”. Kunne det være noget nyt fodtøj, havde jeg gået mere end jeg plejede, havde jeg spændinger??? Der var egentlig ikke nogen åbenlys årsag til smerterne, så jeg fik massage, spiste et par panodiler og dagene gik, men smerten tog til.

Efter 14 dage blev det værre og nu havde jeg voldsomme smerter i lysken. Kunne ikke bevæge min hofte ud til siden og også smerter i sædemuskelen kom til. Nu begyndte jeg faktisk selv at få en fornemmelse af, at dette måtte komme fra hoften.

Held i uheld, så låste min hofte en aften og jeg måtte på akut-klinikken, da jeg ikke anede mine levende råd. Her blev jeg fotograferet og man ville så indkalde mig på deres afdeling for nærmere undersøgelser.

SÅ GIK DET STÆRKT

Hurtigt kom jeg til CT-scanning og undersøgelser og man vurderede at den kalvehofte jeg havde fået ind som barn nu var smuldret væk, så mine smerter undrede dem ikke og der var ikke noget valg. Jeg skulle have en ny hofte og det blev fastsat til 14 dage efter.

Den 14. marts blev jeg indlagt på Gentofte Hospital og en ny hofte blev indsat på omkring en times tid. Jeg har lidt trauma omkring vågen operation, så jeg fik en fuld bedøvelse. Ret glad for ikke at deltage i banke og skrabe lyde, det er en rimelig voldsom operation.

Se hvor fint min nye hofte sidder

Se hvor fint min nye hofte sidder

Det skal ikke være nogen hemmelighed, – at jeg var ret smerteplaget efter operationen. Jeg kan ikke tåle hverken morfin eller kemisk morfin, så at smertedække et sådan indgreb med Ipren og panodiler er selvklart ikke den optimale løsning. Jeg vil sparer jer for nærmere detaljer for de næste 2 døgn – men jeg var millimetre fra at fortryde hvad jeg var gået ind til.

Sebastian muntre sin mormor op efter operationen

Sebastian muntre sin mormor op efter operationen

At blive sendt hjem 1½ døgn efter sådan en operation med et meget lavt blodtryk, mange smerter og ikke særlig frisk, var lige i overkanten af hvad jeg fandt rimeligt. Det var ikke sjovt at komme hjem på 2 krykker, skulle være alene det meste af tiden, ikke kunne bære sin egen mad og knap sidde på toilettet pga arret. Jeg var pivset, pjevset og faktisk ret umulig. Hospitalet er en fabrik – når operatøren har gjort sit – så er det ud af bageriet. Her skal man virkelig have et netværk for ikke at opgive!

Operationsfeltet da jeg kom hjem

Operations feltet da jeg kom hjem

De første 14 dage var ikke sjove…så er det sagt. Med 22 kramper i rumpen er det som at have en bidsk terrier siddende fast i kødet på en. Strakt da disse kramper kom ud efter 14 dage, kom den første positive aha oplevelse….det gjorde virkelig en forskel.

Genoptræning startede efter 3½ uge – det burde også være sket noget før. Konstant var jeg bange for at gøre forkerte bevægelser så min hofte ville hoppe ud af skålen. Der var personer der havde fortalt mig nogle gruopvækkende historier om de fænomen, så jeg fokuserede næsten ikke på andet, end skrækken for at jeg skulle dette helvede igennem igen. Lægerne fortalte mig gentagne gange, at jeg var sendt hjem uden nogle restriktioner og jeg måtte gøre alt hvad jeg følte var ok……tror faktisk ikke jeg overhovedet troede på dem den første måned.

Som overlægen sagde til mig under vores sidste møde “jeg er kirurg – ikke psykolog”……det sagde han sgu, – da jeg forklarede ham at jeg faktisk var lidt nervøs for operationen. Ja, så var tonen jo lagt!

7 UGER EFTER OPERATIONEN

NU går det fremad – og det har jeg følt den sidste uge. Genoptræningen 2 gange om ugen er super vigtig og gør virkelig en forskel. Jeg har stadig ømhed på ydersiden af låret – men tager ikke smertestillende mere. Kan da godt mærke at musklerne skal trænes gevaldigt op igen og flere uger på fortrinsvis sofa og 2 krykker har svækket kroppen.

Marts 2014 093

 Begynder at kunne køre små ture i min bil igen og går nu uden krykker. Distancerne bliver længere og længere og jeg laver alle dagligdags sysler igen – støvsuger, vasker, laver mad og kan selv klare bad etc. Det eneste jeg bøvler med er at ordne mine fødder/negle – der er lidt for langt ned endnu :)

Alle jeg har mødt med nye hofter har sagt ” du bliver SÅ glad for den hofte” - det tror jeg også på jeg kommer til at synes – for smerten inden var ulidelig. De fleste siger også “det er piece of cake med den operation og hurtigt overstået” – den er jeg så ikke enig i. Jeg synes det var smertefuldt, jeg synes man kommer for hurtigt hjem og der bliver ikke fulgt op på en før efter 3 måneder, med mindre man ringer afdelingen i sænk som jeg gjorde. Jeg håber ikke at jeg skal have flere nye hofter i mit liv……så den jeg har fået skal bare blive der hvor den er placeret, tak!

Det kan godt være at jeg er en pivskid…..men processen hev mig i den grad ud af min comfortzone. Nu er jeg ved at være mit gamle jeg igen – og så skal vi ikke tæske mere rundt i Gittemors hofteparti.

Tak til alle jer, der støttede, passede mig, opvartede mig, kom med mad, købte ind, sendte blomster og hilsner, badede mig og ikke mindst………………tak for jeres “øre” når jeg hylede, havde angst, var ked, smertearrig og helt umulig.

Så blev det min tur – ny hofte i vente

Det bliver da vist ikke lige i det spæde forår, at Gittemor løber raskt gennem skovbunden. Jeg skal desværre have en ny hofte i nær fremtid.

 

Dejlig maj 2013 051

Der er jo rigtig mange mennesker der efterhånden har fået nye hofter, og heldigvis erfarer jeg fra deres beretninger, at det ikke er noget særligt! Ved nu ikke lige om jeg føler “det ikke er noget særligt” – det kommer ikke til mig på det mest belejlige tidspunkt må jeg sige.

Jeg fik faktisk allerede en ny hofteskål allerede som 3 årig. Det gik der rigtig meget af min tidlige barndom med, hvor jeg blandt andet var fastbundet i gibs på begge ben i næsten en år – og endda et par gange. Fejlen i hoften blev opdaget for sent, så det var noget omstændigt at udfører en operation dengang i tresserne. Ikke desto mindre, kom det til sidst til at fungerer rigtig godt – og i de sidste 52 år, har jeg faktisk ikke haft gener eller problemer med hoftebasserne.

Her sidder jeg på armen af min moster med gibs på benene

Her sidder jeg på armen af min moster med gibs på benene

DET KOM PLUDSELIGT

Sådan ligtefra den ene dag til den anden, begyndte jeg at have problemer med at få mit ben ud til siden – de sædvanlige rygøvelser hvor benet er med kunne jeg ikke gennemfører uden det gjorde ondt. Kort tid efter blev der en hvinende smerte i lysken, på ydersiden af låret – og efter nogle uger kunne jeg ikke gå ordentligt. Det føles som om en syl presses op i lysken og at hoftepartiet “låser”. Nu er jeg på krykker og en hulans masse piller – og så må det bare hutle mig igennem til operationen kommer. Jeg er jo ikke syg….bare voldsomt plaget :(

 

hofte

Efter et hav af røntgen og scanninger, må jeg erkende, at hoften ikke længere dutter. Den er fuldstændig nedslidt. – Egentlig kan man jo godt være lidt imponeret over, at den har holdt i 53 år – og specielt i alle de år hvor jeg er vokset og udviklet mig meget. Nu skal der så en ny dippedut ind – og jeg glæder mig som et barn til, at jeg får en forhåbentlig snarlig dato….den smerte er ikke rar og jeg vil gerne af med alle de smertestillende piller jeg fylder mig med.

Prøver tappert at overbevise mig selv om, at 55 år stadig er ungt til en ny hofte, så mon ikke jeg kommer mig hurtigt ovenpå operationen og snart er i vigør igen. Det huer mig ikke at min kolonihave skal forsømmes lidt fra starten af foråret, – der skal nok bruges mere tid på genoptræning end lugning.

Hvis nogle af jer har nogle opmuntrende, positive og glædelige historier om emner “ny hofte”, så har jeg rigtig meget brug for lidt positive heps:)

 

hofte 2

Jeg har heller aldrig prøvet en operation i rygmarvbedøvelse – det er faktisk det jeg frygter mest. Tanken om at kunne følge med i det hele, giver nogle ubehageligt flash back til min barndom, hvor jeg rent faktisk var så “heldig” at vågne under operationen……og der gik en rum tid før de opdagede det. Den smerte og frygt sidder ret dybt. – men det klarer jeg vel også.

Her fra ventepositionen ønskes en god weekend

Knus Gittemor

Top