Det er så en af de første dage efter mit trafikuheld i mandags, at jeg føler det går lidt fremad. Nej hvor har jeg haft ondt af mig selv og ondt i samtlige muskler og led i hele kroppen. Et bøjet ribben er altså noget der gør nas og man har svært ved at trække vejret ordentligt igennem. Alle slagene er efterhånden ved at skifte fra blå til gule mærker, men der er vist et stykke vej endnu før jeg er helt på lakridserne igen

Men er der noget der altid kan få smilet frem hos mig, er det mine børnebørn. Sebastian på snart 5, er blevet rigtig glad for at tegne, så jeg fik lige hans portræt-version af deres kat Gininie: