Heldigvis har Helligånden humor

Jeg har inviteret min veninde Nellie Ann Crump til at være Gæsteblogger i dag. Hun har været på en fantastisk “morsom” rejse i Påsken  og vi har skreget af grin over hendes oplevelser med Helligånden og dennes jordiske guide. Læs selv hendes beretning her og grin med….og vogt dig når du bestiller rejser fremover :)

Jeg giver hermed ordet til Nellie Ann Crump!

11198681_10205713602093822_1982636406_n

 

Munonne , er en portal, hvor du finder alternative og spirituelle rejser over hele verden. Her så jeg en rejse til øen Patmos i Grækenland. Rejsen indeholdt også et kursus – ” A Cuorse in Miracles” – Det vagte min interesse og efter at have læst mere om det, besluttede jeg at bestille rejsen.

Kurset viste sig at være et selvstudium, bestående af 3 store værker, dog ville lederen af turen introducere os for materialet, samt guide meditationer og lidt yoga. Kurset så jeg frem til og forstod at der er mange ligheder med Buddhismen, som er en livsfilosofi jeg ynder.

Vi flyver til Athen, sejler videre og havner i byen Skala på øen Patmos. Vi indretter os på det lille hyggelige hotel og mødes næste morgen til morgenmad, og herefter var aftalen at vi skulle i gang!

 

11179984_10205713210124023_1276000858_n

 

Jeg har altid den indstilling at være lydhør, alert og møde op med et åbent hjerte og sind! Efter de første lektioner, går mine intuitive og opmærksomme alarmklokker i gang! De bimler som tunge kirkeklokker!

Halløjsa – det skriger til himlen! Der er for mig interessante udfordringer med dette ”kursus”, det har jeg sådan set intet imod, jeg er bare nysgerrig. Den anden halvdel af kursisterne, har det tilsvarende, vi mærker at vi ikke helt får svar på vores spørgsmål! Der glides af på dem! Skønt vores guide har arbejdet med ”Miraklerne” i 20 år og derfor må formodes at have stor erfaring og tilmed noget at øse ud af, udebliver svarene. Som det ser ud allerede på 1. dagen, så er holdet kommet længere og videre uden (for mit vedkommende) at have det ringeste kendskab til disse ”Miralker”. En deltager har dog ”tyvstartet” og været i en læreproces siden efteråret.

På 4. dagen siger halvdelen af holdet fra (vi er 2), klare meninger bliver udtrykt, gode ideer foreslås om fremadrettet annoncering, som ikke er misvisende og smider blår i øjnene på folk. Efter disse ytringer, forlader den anden kursist rummet. Underviser tager sin offerrolle-kåbe på og må lige konferere med Helligånden i stilhed! Jeg bliver adspurgt, om jeg ved hvornår den anden deltager evt. vender tilbage, og selvsagt ved jeg intet derom, men måske har Helligånden svaret?

Til næste dag får vi til opgave at finde 5 beklagelser frem, arbejde med dem og tilgive hændelserne! Jeg tænker om det er nu den ”ni halede kat” skal tages i brug?  Vi som kursister protesterer, vi mener at have været der og ser ingen grund til at arbejde med tunge ting, vi har lagt bag os. Svarende til som ikkeryger at blive bedt om at starte med at ryge igen, for derefter at skulle indlede et rygestop!! Hvor realistisk er det? Nej – vel!

Det udvikler sig langsomt til et ”latterkursus”

Undervisningen fortsætter, og vores guide mener, at jeg skal lægge alt mit tillærte bag mig og lære kun at leve uden EGO’et så jeg/vi kan blive klar til en større transformation om ca. 2000 år! (Tror jeg det er!)

Vi er også en del ude i den skønne natur på øen og på en smuk lang vandretur i meditativ stilhed. Gå i tavshed og fornem, –  det er aftalen, men guiden taler uafbrudt, møder bekendte på sin vej og der hilses til højre og venstre, så vi deltagere må spørge, om det kun omfatter os at skulle være stille? Det bliver opfattet som værende et angreb fra vores side og vi får at vide, at det naturligvis er et råb om hjælp og kærlighed inde i os! Der foreslås TILGIVELSE!

11196652_10205713209003995_233372992_o

Breath in …Breath out! – Vi har købt billige armbånd nede i byen. Opgaven er nu, at hver gang vi tænker, taler negativt eller ikke ser et andet menneske i kærlighed eller som Guds søn, elle beklager os, skal armbåndet skifte plads til modsatte håndled! Det vil så gøre os opmærksomme på, hvor ofte det sker, så vi kan ændre mønsteret OG tilgive!

Nu har jeg ad åre arbejdet intenst med og truffet det valg, ikke at have, eller opsøge negativ adfærd, hverken i tanke eller handling og synes det er fint integreret i mit liv og min adfærd i det daglige.

Jeg fornemmer det kan blive vanskeligt for mig, midt i at drikke et køligt glas Retsina, at have uhensigtsmæssige tanker, så det er nærliggende for mig, at spørge om det er i orden at have to armbånd, et til hvert håndled, så er jeg fri for at skulle skifte frem og tilbage! Nej – Hmm…! Og et par dage efter falder mit armbånd simpelthen af og bliver ikke erstattet med et andet.

En kølig men solrig eftermiddag står vi og skal afsted på endnu en god vandretur, vi sludrer lidt om Kundalini yoga og Kundalini rejsning og jeg beretter om en vidunderlig oplevelse jeg havde i Indien. Senere er vi på restaurant og spiser et dejligt måltid, her vender jeg tilbage til den tidligere samtale. Vores guide hedder bl.a. Kondo, så jeg kan ikke dy mig for, med spirituel humor at sige: ” Så har du vel også oplevet en KONDOlini rejsning, siden du har et par børn, med en mand fra Asien?”. Den faldt da heldigvis glædeligt i god græsk jord.

Hver formiddagen arbejdes der rigtig meget med begreberne EGO – FRYGT og TILGIVELSE – der uddeles A4 ark med overskrifter som: Kursets enkelhed, At gøre tilgivelse til sin eneste funktion, Opfattelsernes verden/Videns verden og Giv Helligånden din lille villighed.

Der er kun to niveauer indenfor ”Miraklet” – 1 og 2. 1 er naturligvis det højeste niveau og spørgsmålet fra mig lyder nu, om der findes mennesker her i det jordiske som er på niveau 1? Tvivlen mærkes stærkt fra guidens side, om hvordan svaret skal formuleres og omsider lyder det:” Vi er nok på niveau 2”!

Hvilken lettelse! Jeg smiler og tilskynder, at jeg er nok på niveau 3! Det findes så ikke, får jeg klart at vide!

Ordene ”Alt er godt ” hørte jeg ofte blive brugt fra undervisers side, efter en heftig, liflig og kærlig debat, i undervisningsrelationen om formiddagen. Offerrolle kåben bæres ofte af guiden, og tryghedsfingrene blev anvendt når der stilles relevante og dybtgående spørgsmål, fra videbegærlige kursister.

Konkrete, direkte og personlige svar udeblev …og det var jo også et svar i sig selv!

”Jomfru Maria, Helligånden og Jesus siger”…var stort set tilbagemeldingen på hvert enkelt saglige spørgsmål. Nej – må jeg bede om mine himmelblå! Min tålmodighed sættes på prøve!

Det var lige før Helligånden skulle konsulteres i enrum, blot spørgsmålet var ligetil: ”Vil du have kaffe eller te?”

Vi er til meget smuk Påskemesse på Klosteret. Min nye munkeven Eleftherios havde stærke smerter over lænden og skulle holde til en mere end 3 times lang ceremoni. Han spurgte derfor blandt de mange fremmødte om der var en sygeplejerske eller læge som kunne give en smertestillende injektion?

”Desværre”- måtte jeg sige og tænkte det kunne have været sjovt for min datter (der er sygeplejerske), at give en græsk ortodoks munk et skud i rumpen, så han smertefrit kunne svinge med røgelseskarret i optoget med sine ligesindede.

Guidens gøremål i de daglige fritimer, skønner jeg kunne gøres med mindre EGO i forhold til alle miraklerne, som formodes at skulle være godt integrerede i hende. Mange handlinger udartede sig til tragikomiske situationer, hvor Helligånden absolut ikke var taget med på råd, som jeg ser det, der sker hylende morsomme scenarier, hvor jeg for mit vedkommende efter godkendelse og kærligt samarbejde med min skytsengel og andre engle, bliver rådet til at tage 1½ døgns latterdag, så det gør jeg og det er befriende! Jeg kan ikke andet! Jeg må gå til bekendelse og opgiver at lede efter en skriftestol. Det er selve handlingerne og dialogerne som på mig virker tegneserie agtigt, men er ekstremt opløftende morsomme, set i humorens lys.

11180125_10205713186963444_1642521100_n

Dagene går og turen er ikke for sarte sjæle

Der sejler ingen både fra øen i Påsken, Arken lader vente på sig og lederen af rejsen må krybe til sit eget kors og erkende at fejlen er hendes. Løsningen bliver at sejle 4 dage før planlagt til en nærliggende ø og derfra flyve til Athen, for at flyvebilletterne ikke skal byttes. Vi kan bo hos en bekendt af hende!

Guiden gør os med meget svag stemme opmærksom på, at vi ikke skal blive forskrækket over at den unge kvinde vi skal bo hos har et hareskår og viser os teatralsk gestikulerende, hvor det sidder på læben så vi ikke kigger ”sådan” på hende. Jeg spørger: ”Hvorfor fortæller du os det, er den unge kvinde ikke bare født som Gud har skabt hende”? Umiddelbart tror jeg ikke det gav nogen anledning til eftertanke.

Det stormer 14 pelikaner og båden ligger ud for bugten og kan ikke lægge til i havn. Vi skulle sejle kl. 23.00, vi har pakket og kører til havnen og parkerer. Havnekontoret oplyser at sejladsen er aflyst. Kaptajnen har af sikkerhedsmæssige årsager valgt dette og det forlyder, at der muligvis kommer en båd tidligt næste morgen. Guiden forlader bilen, min medkursist sætter ”snegle” i ørerne og ser en gammel film med Will Smith på sin IPad og chauffør og hotelejeren sætter sig godt til rette og falder i søvn. Jeg begynder at grine hjerteligt af hele situationen. Vores guide som var gået for at opsøge en veninde (igen), har stået på husets tag og holdt øje med, om kaptajnen alligevel skulle formaste sig til at ændre beslutning og vende båden. Hun kommer tilbage til os andre, men ønsker ikke at køre tilbage til hotellet og vil blive og afvente, om kaptajnen ændrer beslutning og at vende båden. Imponerende, tænker jeg og er grædefærdig af latter. Omsider kører vi mod hotellet, klokken er langt over midnat og vi bliver oplyst at en båd sejler 06.30 næste morgen. Ved et par forespørgsler til anden side viser det sig, at båden sejler kl. 06.00!

Under alle omstændigheder skal vi nok komme til både Athen og København på et eller andet tidspunkt. Jeg modtager en besked fra min datter der spørger til hvor vi er og hvornår jeg regner med at komme hjem…sådan konstant og for bestandig? Min søn synes jeg skal smile og se mig om efter en græsk adonis!

En dag sagde guiden til mig: ”Jeg oplever, at du har så meget uforløst i dig og Helligånden og jeg vil gerne hjælpe”.

Lige der, kunne jeg ikke finde ord, hvad ellers er sjældent! Lidt efter svarer jeg: ”Du har en dag du underviste fortalt at opfattelse er EGO – så hvis det er din opfattelse…såååååå??!!

Gyiden :”Men det er jo ikke sådan det er”!

Jeg er himmelråbende desorienteret…!

Jeg måtte stoppe og slutte den af med at smile bredt, nikkende med hovedet og med lukkede øjne samt foldede hænder gentagende ordene ” Alt er godt…alt er godt….alt er godt…”!

Netop som hun ofte ynder at gøre og sige…!

Om ikke andet fik rejselederen finansieret sin rejse, et pænt beløb for det såkaldte ”Mirakel” kursus, besøgt venner på øen fra nær og fjern, rendt til flere fantastiske Påskemesser og nydt dem i en himmel henrykt ekstatisk tilstand – så ja…det var hendes rejse!

 

11187935_10205713209123998_1427804038_o

 

Er Miraklernes tid forbi?… og kan vi lære at gå på vandet?

For mig var denne rejse i alle tilfælde både i det ydre og indre et Mirakel, utroligt lærerigt og meget, meget morsomt!

Så hvis I er sådan nogle der hopper på rejser fremover, er det tilrådeligt at tage godt med jordforbindelse, selvansvar, balance i sind og hjerte, samt masser af humor med i rygsækken. Som nævnt tidligere er det ikke for sarte sjæle. Humor er der nemlig masser af i den spirituelle verden. Hvad angår ”miraklerne” – dem skaber du selv!

Nellie Ann Crump

 

 

11198955_10205713602133823_522065451_n

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nellie Ann Crump, udgav i øvrigt en dejlig lille bog sidste år “Se dit hjerte” – en overkommelig og skøn lille bog, hvis du er blevet fristet til at høre mere fra Nellie Ann.

 

KH

Gittemor

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Top