Category : Lige fra hjertet

En epoke er slut – farvel til kolonihaven

Efter 12 vidunderlige år i kolonihaven, har jeg taget beslutningen og solgt min lille oase

 

Juli 2015 074

 

Det kan være uhyggeligt svært, at skille sig  af med noget der står ens hjerte nært. Det har jeg prøvet mange gange i mit liv, både når det gælder venskaber, nære man har mistet, jobs der er røget etc. etc. Nu kom turen til min elskede kolonihave, en moden beslutning jeg har gået og rodet med i længere tid. Nogen gange bliver man desværre nød til at tage afsked med noget man elsker højt, fordi man vurderer det er bedst for en selv på den lange bane. Det er der jeg er nået til.

slut maj 068

Og hvorfor gør jeg så det?

Jeg synes faktisk det begyndte at blive et ensomt projekt. Jeg har ikke mand eller kæreste som jeg kan dele arbejdet, glæden og oplevelserne med. De sidste 2 år har jeg oplevet at være fuldstændig ødelagt i muskler og krop, når jeg havde klargjort hele haven i foråret. I år tilbragte jeg 2 måneder med kiropraktorer, smertestillende, svimmelhed og elendighed, fordi jeg ikke kan begrænse mig. Når jeg laver havearbejde skal det være i detaljer…og jeg stopper ikke før jeg er færdig….kroppen er bare færdig før hjernen efterhånden.

Min elskede datter og hendes familie har selv hus og stor have nu og en travl hverdag levner ikke mange besøg i mormors kolonihavehus. Ungerne har nået en alder hvor det ikke lige er det fedeste sted at være ret længe ad gangen, hvilket er fuldt forståeligt. Min søn på 21 er heller ikke vildt interesseret i stedet. Jeg har ikke formået at få inviteret gæster og hygget mig haven sådan som man nok burde, når man har sådan et sted. Jeg har faktisk meget svært ved for meget varme, så på hede dage flygter jeg derfra….og nu kommer hvepsesæsonen, der flygter jeg også.

Jeg kommer til at savne mine blomster, især mine roser og ærteblomster der netop i denne tid springer ud.

Men der blev fint i kolo i år og jeg nød mine ærteblomster

 

Jeg har sluttet fred med beslutningen – og rykket hurtigt på det. Nu er huset solgt og tømt, klar til nye beboere, der heldigvis sætter stor pris på min indretning af både hus og haven. Så hermed et farvel til have 35 og tak for så ufattelig mange gode oplevelser gennem de sidste 12 år, tak for mange frokoster, børn i leg, mine gamle forældre der har nydt det i mange af årene, men nu ikke orker mere. Havefester i regnvejr og høj sol, fodbold, gynger, branderter, solbadning, smukke blomster, god høst af frugt og bær. Timer er gået i den lille have.

Nu skal jeg til at se mig om efter nye fritidssysler, og min datter har givet mig lov til at rodet i hendes have så meget jeg lyster, hvis trangen overmander mig.

Farvel og tak lille kolo

Gittemor

 

 

 

Sociale medier …skal, skal ikke…og hvorfor?

Hvad er det egentlig med os og de der sociale medier? Hvorfor er gamle skikke erstattet og forsvundet? Hvornår har du sidst skrevet er brev i hånden til en du holder af?

Jeg har været på Facebook siden 2009, hold op hvor var det spændende i starten og langsomt fik man kontakt med gamle skolekammerater, gamle kollegaer, venner fra barndommen og familiemedlemmer i det mørke Jylland, man sjældent så. En ny verden åbnede sig langsomt. Kreativt skal man finde på emner at lægge på sin væg og i spænding venter man på hvor mange “likes” det indslag så kunne give.

download (1)

Jeg har faktisk været ret glad for Facebook på mange måder, men kan også mærke at mætheden begynder at indfinde sig langsomt. Når jeg åbner min profil vælter det ind med mærkelige sider om verdens ulykker, politiske debatter, køb/salg-grupper, religiøse sider der vil værge nye etc. etc. Jeg synes min facebook langsomt er blevet et kulørt ugeblad som jeg ikke længere kan styre, værre end Se & Hør og Ekstrabladet tilsammen – meget af det jeg får kastet i hovedet, er emner og sider man ikke kan vælge fra fordi de kommer via links fra “venner”. Det resultere i, at jeg kun meget hurtigt skimmer min side igennem, ryster lidt på hovedet og kun nogle gange kommer der budskaber og “samtaler” med de personer som jeg egentlig har på fb som venner.

Forført af de nye trends får jeg rodet mig ind i debatter – ligesom så mange andre, men bemærker også at tonen på dette medie er blevet uhyggelig rå. Man taler grimt til og om hinanden. Man gemmer sig bag sin profil og sviner upåagtet hinanden til, vidende om at man jo bare kan blokkere folk hvis man ikke vil “tale” med dem mere. Kommunerne er begyndt at jagte borgerne i svage situationer, får at granske i, om de har bagt småkager med børnene….og måske så alligevel godt kunne arbejde lidt mere end de gør – etc. etc.

Kort sagt – Facebook er i mine øjne ved at være et beskidt medie – og jeg må dagligt sorterer firmaer, personer og links til underlige forretninger fra fordi jeg ikke gider, at blive orienteret om deres gøren og laden.

“Jamen Gitte – så slet da din konto på fb og kom videre!!!” – Tja, det ender nok med det, med mindre tonen bliver bedre….og det gør den nok ikke.

 

Anderledes er det på Instagram

Inastagram har jeg beskæftiget mig med i snart 2 år. Nysgerrigheden drev mig derhen…”smart med de unge” tænkte jeg – og valgte Instagram. Nogle prøvede at få mig på Twitter – men det blev for meget, så det har jeg aldrig haft.

download

Instagram er meget mere i min tråd. Ikke lange historier og budskaber. Lidt nyt fra dagen, – et billede af noget man laver, holder af og gerne lige kort vil dele med andre. Har med tiden bemærket, at det er en helt anden gruppe mennesker jeg følger på Instagram end på facebook. De fleste af dem der følger mig, aner jeg faktisk ikke hvem er – eller hvor de er kommet fra. De må have fattet interesse i mine historier eller fotos.

Tonen er varm og kærlig – aldrig nogle slag over nakken – hvis man ikke kan lide mine opslag – så er der bare ikke nogle “likes” – og så er den ikke længere. Små hjerter, ønsker om en god dag, udveksling af opskrifter og erfaringer om julepynt etc. Hygge og nærhed (uden det bliver for nært).

Jeg er klart meget mere til Instagram som tiden går.

LinkedIn – også et medie jeg måtte forholde sig til….det er sådan noget man bare BØR når man er på arbejdsmarkedet – eller gerne vil tilbage til det. Connections med en masse mennesker man parifært er stødt på i et firma – eller en arbejdsplads. Det ser godt ud at have en masse connections fra forskellige brancher…..så er man noget, – man har en stor berøringsflade. Virkeligheden for mig er, at LinkedIn er død kedeligt. Jeg har virkelig aldrig rigtig forstået det medie – har aldrig draget nytte af det og kommer sikkert heller ikke til det.

Man kan se hvem der besøger ens profil…..og det jeg bemærker er, at det ikke er andet en tidligere kollegaer eller lignende, der lige skal spotte hvor man er blevet af….om man arbejder et nyt sted etc. – men jo ikke noget der fører til noget som helst brugbart i min optik…….men man skal være der!!!!!

imagesDet skrevne ord

Denne jul var den FØRSTE nogensinde, hvor jeg ikke modtog et eneste håndskrevet julekort – heller ikke med posten. Min dertil indrettede snor i stuen hvor de ellers altid bliver hængt var gabene tom. Selv skrev jeg heller ikke et eneste julekort….men sendte en velmenende mail rundt, som alle de andre også gjorde.

Elektroniske, upersonlige og røvsyge julekort fra firmaer (hvor man ved de er sammenflettet med 680 andre personer, for det har man selv gjort i firmaet for chefen) væltede ind i postkassen. Gad end ikke åbne dem for der er ingen af dem der personligt har taget stilling til og de ville sende netop MIG en kærlig hilsen……så lad os da lade være, det er ligegyldigt, budskabet er rendt fra os, det er ødelagt, det er slut!

Jeg savner inderligt håndskrevne kort og breve….har gemt mange gennem årene og værner om dem som guld. Tænk at man skulle opleve det i sin tid, at denne tradition, denne gave, den stund man brugte på at skrive fra hjertet – pludselig er forgangen. Det er jeg oprigtigt ked af.

……men jeg fik mange julehilsner på Facebook og Instagram…..og så kunne man jo bare nøjes med at “like” dem.

 

Januar 2016 Pennefotos 023

Se, det er lige sådan noget Gittemor går og spekulerer i for tiden, hvordan har du det med de sociale medier?

 

Kærligst Gittemor……og rigtig godt nytår til alle.

På hat med Gittemor – efterårs update

Hvad går hun dog og laver hende Gittemor, når hun nu er så elendig til at få skrevet på sin blog?

 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været SÅ dårlig til at nurse om min blog. Det er nu ikke fordi jeg ikke gerne har villet, men der er sket så meget….og den ene dag snupper jo som bekendt den næste. Elendig undskyldning, men den pure sandhed.

Huer der duer

Huer der duer

ENDELIG I JOB

Det lykkedes mig efter næsten 2½ år – og mange slåskampe med “systemet”, hvilket jeg også har skrevet om, at komme i fast job pr. 1.10.16. Jeg er SUPER lykkelig for det. Paradoksalt nok, er jeg havnet i en virksomhed som håndterer rekruttering, erhvervs psykologi og tests. En virksomhed der hjælper erhvervsfolk i job og uddanner i ledelse etc. Nu har jeg brokket mig i 2½ år over, at ingen kunne bruge en moden og erfaren kvinde, at ens ansøgninger blev elendigt håndteret i HR afdelingerne etc. etc……og så er det lige den slags virksomhed der “opdager” mig – hvor jeg matcher deres profil i mine tests, – og de vælger mig!!!

Jeg er startet, skal sætte mig ind i en masse nyt og det er SUPER spændende…..men overskud til den såkaldte fritid har der ikke været meget af den sidste tid…..man skal sådan lige vænne sig til at arbejde igen. Spørg bare min omgangskreds – har ikke haft overskud til gæster etc….men det kommer venner, det kommer :)

 

Så er man erhvervskvinde igen

Så er man erhvervskvinde igen

TILBAGELÆNEDE SYSLER

Nåhr jo…..lidt har jeg da fået tid til – jeg laver huer. Det lykkedes mig at få hænderne til at udvikle en fantastisk hue. De har den fedeste pasform på de fleste og krydret med lidt mærker, pynt og fantasi har de strøget ud af døren.  Du kan bestille hue er via kommentarfeltet hvis du skulle have interesse. Huerne koster 300 kr ex porto (30 kr). De er i 100% uld og som sagt, utrolig god pasform.

Der er flere der har spurgt til en opskrift……men helt ærligt tøser! For det første er der ingen opskrift, den sidder i mine hænder og i hjernen når jeg tømmer den :) – og, hvis der var en opskrift, så ville det der være liiiiidt tåbeligt at give den fra mig, da det rent faktisk er nogle jeg sælger. Du spørger da heller ikke bageren om opskriften på hans kager, vel?

Min smukke veninde er super model med mine huer

Min smukke veninde er super model med mine huer

 

Masser af huer - alle unikke da mærker og pynt er fundet forskellige steder.

Masser af huer – alle unikke da mærker og pynt er fundet forskellige steder.

EFTERÅRET HAR SAT IND

….og det betyder at jeg i disse dage lukker ned for sæsonen i mit elskede kolonihavehus. Det var en underlig sæson. Jeg startede i marts med en hofteoperation, så jeg kom meget sent i gang. Jeg var ramt af gevaldig nedtur over min jobsituation og var i den forbindelse ikke rigtig i humør til ret meget have – fysikken var heller ikke i top grundet hoften. Det var svært at bukke sig, løfte og knokle for meget.

 

På krykker hele forsommeren

På krykker hele forsommeren

Da der endelig gik i hak med job og hoften artede sig fantastisk…..så blev mit lille hus invaderet af hvepseboer. Det er ingen hemmelighed at Gittemor er mere end ekstremt bange for hvepse…..en slags bifobi. Jeg kom der ikke, synes jeg kunne høre summen og vrede alle steder og måtte have nogle til at sprøjte for mig. Alligevel ødelagde de sidste del af sommeren for mig, de skiderikker. Næste år starter jeg foråret med at plombere samtlige huller i hus og tag med silikone. Ikke om jeg vil have det skravl i mit hus mere.

 

Men der blev fint i kolo i år og jeg nød mine ærteblomster

Men der blev fint i kolo i år og jeg nød mine ærteblomster

JEG LOVER..

..at jeg nu bliver bedre på tasterne. Jeg vil jo så gerne skrive til jer og opdatere på hvad der sker i min lille verden. Nu går vi langsomt mod jul…så måske jeg vågner lidt med hensyn til lidt kreativitet, julebag og andre sysler.  Er straks tilbage ved tasterne.

 

September 2016 109

 

Herfra en kærlig hilsen

Gittemor

 

 

 

Pyt med ferie…jeg holder weekend!

Alle synes at drage på ferie i dag og de næste 3 uger ligger veje og stræder øde hen…..jeg skal ikke have ferie, men er lykkelig gået på weekend i dag fredag.

 

Juni 2016 070

Efter at have været arbejdsledig i temmelig lang tid, har jeg valgt noget nyt, nemlig at lade mig indskrive i nogle vikarbureauer. I dag sidder jeg så, og tænker meget over, hvorfor i alverden jeg ikke gjorde det med det samme, i stedet for at udsætte mig selv for systemet med Fagforeninger, dagpenge, fluebensmøder og ond i maven over afslag efter afslag.

Selv samme dag jeg skrev kontrakt med vikarbureauet, blev jeg i mandags sendt ud i mit første vikariat som receptionist. I dette tilfælde kan det ende med at blive et 2 måneders vikariat….men lige nu er hver uge bare en gave. Jeg er kommet til et velrenommeret og dejligt firma. De tog imod mig med åbne arme, roser og værdsætter min indsats hver dag og det er alle fantastiske mennesker. Jeg ved med sikkerhed at dette vikariat ikke fører til fast arbejde, men det har givet mig mange andre skønne oplevelser bare denne første uge. Jeg er styrket i min viden og tro på, at jeg er en rigtig god receptionist, at jeg er hurtig opfattende, kvik og taknemmelig. Det er ikke noget jeg er blevet styrket i som ledig, da “systemet” men deres regler, deres ansatte og systemer ikke evner at løfte de ledige, tvært imod, de gør os syge og kede.

Fornemmelsen af weekend fri

I to år har mandag eller søndag været samme grød for mig. Når man går hjemme og ingen synes at have brug for en, så flyder dage og tidspunkter sammen i en vælling. Man udsætter en masse ting, daller rundt lidt planløst og venter på at et mirakel vil ske på jobfronten. Nu har jeg så været i fuldtidsarbejde den første hele uge meget længe….og kan se frem til at de næste 4 – 8 uger ser lige sådan ud. Det betyder, at jeg idag havde en følelse af fredag i maven jeg ikke har oplevet længe. Oplevelsen af at have fri i de næste 2 dage og derfor skal økonomiserer lidt med mine planer, for at nå en masse skønne ting, inden jeg igen mandag glad møder på jobbet.

Alle i andre skal på ferie…..til de varme lande, sommerhuse, hygge med ungerne etc. og jeg under jer alle en fantastisk god ferie, for den trænger i sikkert til efter mange måneders arbejde og skole.

Jeg har med min ledighed fjumset rundt i 2 år…..så det at skulle på weekend er et sus og en skøn fornemmelse, så ingen skal have ondt at mig, tvært imod.

Min weekend er planlagt

Hele min lørdag skal der hygges i min elskede kolonihave – alt det vand har efterladt en masse langt græs, ukrudt og så skal der plukkes ribs, rabarber og hindbær. Jeg skal bevæge min krop, der ikke har været vant med at sidde ved et skrivebord 7 timer om dagen. Jeg skal slappe af, hygge mig, besøge mine forældre, ønske mine unger god ferie …..og glædes over, at der på mandag igen er nogen der kan bruge min indsats.

 

Juli 2015 037

 

Juli 2015 059

Vejret er ikke det skønneste i Dannevang for tiden, men til mit hormonelle indre passer temperaturen mig udemærket….kunne nu godt bruge lidt mindre vand. Uanset hvor i skal hen på ferie, så håber jeg at i får et skønt vejr, badestrande, lækkert mad og nyder det og hinanden. Jeg skal nok passe på Danmark imens i er væk……og så kan jeg jo glæde mig til næste weekend igen meget snart…..det er så alt rigeligt for mig…..bare det, at få lov til at arbejde, er himmerige.

God sommer derude og pas på hinanden!

Kærlig hilsen Gittemor

Juni 2016 071

Når vores børn får børn…

..ja, så bliver vi i sagens natur bedsteforældre. Det er nok den den største oplevelse jeg har fået i mit liv, – næst efter at have fået mine egne børn.

 

 

Da jeg den 19. juni 2003 blev mormor til den dejligste lille pige Selina, var jeg så heldig, at min datter og svigersøn havde valgt, at jeg måtte være med til fødslen. Det er en gave at få den tillid og naturligvis er det affødt af, at jeg har verdens bedste forhold til min datter. Jeg var selv kun 19 år da jeg fik hende – og derfor kun 42 år da jeg første gang blev mormor.

IMG_1569

Lige præcis i dag bliver Selina 13 år – endelig teenager, men hvor blev de 13 år dog af? Siden er jeg også blevet mormor til dejlige Sebastian der bliver 9 år lige om lidt…..også hans fødsel fik jeg lov til at deltage i. At se sine børn få børn er meget stort. Det er en lykkefølelse, at se ens egen lille pige udvikle sig til at blive mor…..og det var nok først i netop det sekund, at jeg slap Sara som min lille pige og så hende som en kvinde. Selvstændig, lykkelig, moderlig og så kærlig med hendes børn.

 

FullSizeRender

4 GENERATIONER MED ET TRYLLESLAG

Da Selina blev født stimlede vi selvfølgelig sammen hele familien. Selv havde jeg også Louie på 6 år dengang, der pludselig blev den mest stolte onkel på jorden – oldefar og oldemor var heller ikke til at skyde igennem. Mine forældre har været meget tæt på min datter også da hun var lille, så de har også et meget tæt bånd til Sara og synes det var fantastisk, at hun pludselig var blevet mor, gift og enormt voksen med et trylleslag.

 

IMG_3483

Vi har det sjovt, trygt og kærligt i vores familie og glædes over at alle generationerne stadig er still going strong.

I eftermiddag skal vi fejrer Selinamusen og have en hyggelig dag med hele familien og alle deres venner. I juli fejrer vi så vores Sebastian når han fylder 9 år…..og så venter jeg i spænding på, hvornår min søn Louie på snart 20 beriger mig med titlen som farmor. Der går nok en rum tid endnu, da han end ikke har fundet sin udkårende og stadig flintre rundt som en glad ung mand der nyder livet og friheden.

Ikke desto mindre tænker jeg tit på det med alder og begivenheder. Min datter fik jeg som 19 årig – og blev mormor som 42 årig. Louie fik jeg først da jeg var 36 år – og da han ikke er så hurtig på aftrækkeren som kvinderne i familien, så bliver jeg nok op i årene før jeg bliver farmor. Det er jo en perfekt fordeling, at man oplever disse ting i “begge ender” af livet…..

Min kærlighed til mine børn er nærmest smertelig stor en gang imellem, – jeg ønsker mig så brændende det går dem godt og er så bange for at der skal ske dem noget. På det punkt er jeg nok en pylre mor og har svært ved at give slip…..det kan være svært for mine unger, men jeg ved at de ved, at det alene bunder i en grænseløs kærlighed til dem.

Tillykke med fødselsdagen dejlige Selina – og tillykke til os andre, at vi har hende og hinanden!

 

KH Gittemor

Keloid ar – er ar på både krop og sjæl

Man skal ikke uhæmmet lægge sig under kniven, hvis man har tendens til at danne keloid. Jeg har bitre erfaringer med den lidelse og er derfor glad for at jeg ikke har hang til kosmetiske operationer.

 

images

Dette ar på en underarm er så ikke min egen underarm, men et klassisk eksempel på hvor grimme og forhøjede ar med keloid dannelse kan blive. Ud over at det er grimt og skæmmende, kan de også være forbundet med temmelig meget smerte. Hypertrofiske ar kalder man det i lægeverdenen. Man ved ikke præcis hvorfor nogle danner disse ar – og det påstås at mørke mennesker i større grad danner denne form for arvæv. Det er muligt at opererer dem væk, men oftest vil de komme igen. Nogle ar bliver ad årer lidt pænere, men de bliver aldrig hvide og flade som “almindelige” ar.

De kan opstå både ved operative indgreb, men sandelig også ved andre indgreb som ex piercing, bylder og andre indtrængninger i huden. Også ar fra ex skoldkopper og vaccinationer kan danne keloid. Man kan aldrig vide om man er typen der danner denne slags ar – før man ligesom står med sin første erfaring.

 

Her et par uheldige eksempler efter piercinger

Her et par uheldige eksempler efter piercinger

HVORFOR SKRIVER JEG SÅ OM KELOID?

Det gør jeg, fordi jeg netop har erfaret, at mit kun 2 måneder gamle ar efter en hofteoperation OGSÅ allerede er grimt, højt og ømt af keloid dannelse. Jeg har flere erfaringer fra tidligere operationer og er SÅ træt af at min krop skæmmes yderligere af disse ar. Iblandt omtaler jeg mig selv som “Frankensteins brud” – hold da fest hvor har jeg fået operationer gennem tiden. Hofteoperation som barn (hele lysken), hofteoperation som voksen (låret), kejsersnit, blindtarm og brystreduktion (hvilket er ar under begge bryster, op midt på brystet og rundt om begge brystvorter)

Så fint og reelt var mit hoftear lige inden de tog kramperne ud

Så fint og reelt var mit hoftear lige inden de tog kramperne ud

 

Nu 2 måneder efter bliver det højt og rødt - typisk keloid ar

Nu 2 måneder efter bliver det højt og rødt – typisk keloid ar

 

FIK BEHANDLING PÅ ARRENE VED BRYSTET

For 6 år siden fik jeg en brystreduktion, ikke af kosmetiske årsager, men af fysiske årsager da det gik ud over ryg og skuldre. Det har jeg aldrig fortrudt – men blev meget overrasket over hvor grimme, høje og især ømme arrene blev. Faktisk blev det umuligt at have en BH på, da det skar i arrene. Når jeg lå på siden gjorde arrene meget ondt og blev konstant mindet om at jeg var opereret. For slet ikke at tale om hvor grimt det er. De topløse tider er forlængst forbi!

Ar under, omkring og over brystet er høje og ømme

Ar under, omkring og over brystet er høje og ømme

I desperation opsøgte jeg en dygtig plastikkirurg som fra starten var meget ærlig omkring hvad behandling jeg kunne få. De “højeste” steder på arrene – specielt dem jeg ramte når jeg lå på siden, kunne hun forsøge at skære væk og lukke påny med finere tråd og fine sting. Ved brystet er huden stram så der er ikke meget hud at give af, hvorfor det kun var få steder hun turde at opererer. De andre meget ømme punkter kunne hun behandle med sprøjter med binyrebarkhormon. Hun forberedte mig på at man skulle have op til 3 behandlinger for at få resultater og at det ville gøre ualmindeligt ondt. Jeg indvilligede i behandlingen!

RESULTATET AF BEHANDLINGERNE

De opererede områder hun valgte at lave om, blev noget fladere. Jeg skulle gå med plaster konstant op til ½ år efter og der måtte ikke komme sol eller for store stræk. I dag er de noget fladere og knap så ømme, men de er stadig højrøde og meget grimme. Det arvæv hun forsøgte at behandle med binyrebarkhormon er mindre ømme – stadig lige grimme og høje. Det skal dog siges, at jeg kun gik med til en behandling – og jeg havde nær slået hende ned undervejs. HOLY MOLY….Nøj hvor gjorde de sprøjter ondt! Jeg gør det ALDRIG mere – ar eller ej, – den behandling er tortur!!!

 

HÅBER JEG HAR FÅET MIN SIDSTE OPERATION

…..jeg ønsker ganske enkelt ikke flere grimme ar på min krop. Når jeg ser på hvor mange der af kosmetiske årsager får lavet ansigt, bryster, læber, piercinger etc. etc. – så håber jeg de ved hvad de går ind til inden – og har checket om de er dannere af keloid.

Man påstår at disse ar bliver pænere over tid – min datter er 36 år nu – hendes fødsel ved kejsersnit er stadig rødt og højt – så det der med “over tid” ved jeg ikke liiiige om holder.

De uplanlagte operationer pga sygdom etc kan man jo ikke gøre meget ved, andet end at takke guderne for at vi lever i en tid hvor vi kan blive repareret og helbredt. Håber dog ikke jeg skal have flere ar – for kommer der det, så ligner jeg en rød og hvid ternet sommerdug i min kolonihave.

 

 

 

 

Historien om det at få en ny hofte

Februar 2015 001

Man tror jo ikke lige, at man i min alder pludselig skal forholde sig til en ny hofte

Det startede egentligt med, at jeg for 3½ måneder siden, begyndte at få nogle stærke smerter på ydersiden af låret og i løbet af dagen gik smerterne også ned mod lægmusklen. Tænkte selvfølgelig “hvad hulan har jeg lavet, siden jeg har de muskelsmerter”. Kunne det være noget nyt fodtøj, havde jeg gået mere end jeg plejede, havde jeg spændinger??? Der var egentlig ikke nogen åbenlys årsag til smerterne, så jeg fik massage, spiste et par panodiler og dagene gik, men smerten tog til.

Efter 14 dage blev det værre og nu havde jeg voldsomme smerter i lysken. Kunne ikke bevæge min hofte ud til siden og også smerter i sædemuskelen kom til. Nu begyndte jeg faktisk selv at få en fornemmelse af, at dette måtte komme fra hoften.

Held i uheld, så låste min hofte en aften og jeg måtte på akut-klinikken, da jeg ikke anede mine levende råd. Her blev jeg fotograferet og man ville så indkalde mig på deres afdeling for nærmere undersøgelser.

SÅ GIK DET STÆRKT

Hurtigt kom jeg til CT-scanning og undersøgelser og man vurderede at den kalvehofte jeg havde fået ind som barn nu var smuldret væk, så mine smerter undrede dem ikke og der var ikke noget valg. Jeg skulle have en ny hofte og det blev fastsat til 14 dage efter.

Den 14. marts blev jeg indlagt på Gentofte Hospital og en ny hofte blev indsat på omkring en times tid. Jeg har lidt trauma omkring vågen operation, så jeg fik en fuld bedøvelse. Ret glad for ikke at deltage i banke og skrabe lyde, det er en rimelig voldsom operation.

Se hvor fint min nye hofte sidder

Se hvor fint min nye hofte sidder

Det skal ikke være nogen hemmelighed, – at jeg var ret smerteplaget efter operationen. Jeg kan ikke tåle hverken morfin eller kemisk morfin, så at smertedække et sådan indgreb med Ipren og panodiler er selvklart ikke den optimale løsning. Jeg vil sparer jer for nærmere detaljer for de næste 2 døgn – men jeg var millimetre fra at fortryde hvad jeg var gået ind til.

Sebastian muntre sin mormor op efter operationen

Sebastian muntre sin mormor op efter operationen

At blive sendt hjem 1½ døgn efter sådan en operation med et meget lavt blodtryk, mange smerter og ikke særlig frisk, var lige i overkanten af hvad jeg fandt rimeligt. Det var ikke sjovt at komme hjem på 2 krykker, skulle være alene det meste af tiden, ikke kunne bære sin egen mad og knap sidde på toilettet pga arret. Jeg var pivset, pjevset og faktisk ret umulig. Hospitalet er en fabrik – når operatøren har gjort sit – så er det ud af bageriet. Her skal man virkelig have et netværk for ikke at opgive!

Operationsfeltet da jeg kom hjem

Operations feltet da jeg kom hjem

De første 14 dage var ikke sjove…så er det sagt. Med 22 kramper i rumpen er det som at have en bidsk terrier siddende fast i kødet på en. Strakt da disse kramper kom ud efter 14 dage, kom den første positive aha oplevelse….det gjorde virkelig en forskel.

Genoptræning startede efter 3½ uge – det burde også være sket noget før. Konstant var jeg bange for at gøre forkerte bevægelser så min hofte ville hoppe ud af skålen. Der var personer der havde fortalt mig nogle gruopvækkende historier om de fænomen, så jeg fokuserede næsten ikke på andet, end skrækken for at jeg skulle dette helvede igennem igen. Lægerne fortalte mig gentagne gange, at jeg var sendt hjem uden nogle restriktioner og jeg måtte gøre alt hvad jeg følte var ok……tror faktisk ikke jeg overhovedet troede på dem den første måned.

Som overlægen sagde til mig under vores sidste møde “jeg er kirurg – ikke psykolog”……det sagde han sgu, – da jeg forklarede ham at jeg faktisk var lidt nervøs for operationen. Ja, så var tonen jo lagt!

7 UGER EFTER OPERATIONEN

NU går det fremad – og det har jeg følt den sidste uge. Genoptræningen 2 gange om ugen er super vigtig og gør virkelig en forskel. Jeg har stadig ømhed på ydersiden af låret – men tager ikke smertestillende mere. Kan da godt mærke at musklerne skal trænes gevaldigt op igen og flere uger på fortrinsvis sofa og 2 krykker har svækket kroppen.

Marts 2014 093

 Begynder at kunne køre små ture i min bil igen og går nu uden krykker. Distancerne bliver længere og længere og jeg laver alle dagligdags sysler igen – støvsuger, vasker, laver mad og kan selv klare bad etc. Det eneste jeg bøvler med er at ordne mine fødder/negle – der er lidt for langt ned endnu :)

Alle jeg har mødt med nye hofter har sagt ” du bliver SÅ glad for den hofte” - det tror jeg også på jeg kommer til at synes – for smerten inden var ulidelig. De fleste siger også “det er piece of cake med den operation og hurtigt overstået” – den er jeg så ikke enig i. Jeg synes det var smertefuldt, jeg synes man kommer for hurtigt hjem og der bliver ikke fulgt op på en før efter 3 måneder, med mindre man ringer afdelingen i sænk som jeg gjorde. Jeg håber ikke at jeg skal have flere nye hofter i mit liv……så den jeg har fået skal bare blive der hvor den er placeret, tak!

Det kan godt være at jeg er en pivskid…..men processen hev mig i den grad ud af min comfortzone. Nu er jeg ved at være mit gamle jeg igen – og så skal vi ikke tæske mere rundt i Gittemors hofteparti.

Tak til alle jer, der støttede, passede mig, opvartede mig, kom med mad, købte ind, sendte blomster og hilsner, badede mig og ikke mindst………………tak for jeres “øre” når jeg hylede, havde angst, var ked, smertearrig og helt umulig.

Undskyld jeg er arbejdsløs

Er du stødt på denne kampagne ? Jeg stødte på den på Facebook for et par dage siden. Ikke at jeg normalt bliver rørt af reklamer og kampagner, men denne her gik lige i solar plexus.  

 

arbejdsløs vibeke

 

Se linket her:

 

…og det gjorde den selvfølgelig fordi, at det lige så godt kunne have været mig selv der optrådte i den video. En kvinde fortæller om hendes søvnbesvær, følelsen af at der konstant er noget der ruger og at man er totalt “hægtet af” og har skyldfølelse……fordi man er arbejdsløs! Jeg har også de sidste 1½ år fortalt mig selv, igen og igen, at der ikke er noget at skamme sig over…..at det ikke var selvforskyldt, at jeg havnede i den situation, at jeg ved gud har gjort så meget for at få job igen…..for til sidst at gå ned med stress. Den diagnose gjorde så heller ikke lige selvtilliden bedre – så blev det oveni, nemlig sådan lidt “undskyld at jeg så også fik stress af at lave ingenting”! Jeg er så heldigvis på banen igen og fået bearbejdet min stress – men det var et grimt halvt år der gik med det!

 

DEBAT OM KAMPAGNEN

Jeg kunne læse, at der var en del debat omkring denne kampagne, som faktisk er lavet af a-kassen “Min a- kasse”  Er det et budskab en a-kasse skal gå ud med?, er det virkeligt sådan at nogle føler sig som arbejdsløse?, kan de ikke bare tage sig sammen?, der er job til alle hvis de virkelig vil! Alle argumenter som jeg faktisk er stødt på som ledig, længe inden denne kampagne dukkede op.

Jeg er selvfølgelig medlem af en fagforening og A-kasse – og tak Gud for det, ellers var det da slet ikke gået. Min fagforening har været god og vundet nogle grimme sager for mig mod nogle arbejdsgivere der ikke helt kendte spillereglerne. Jeg har aldrig tænkt på min fagforening som en jeg skulle have et “forhold” til – det er jo bare en instans, en forsikring for mig selv – men hvad gør de egentlig for mig ud over at følge de lovgivne regler der udspiller sig når man er arbejdsløs. Jeg ville mange gane ønske at jeg følte min fagforening var mere “min mand”!

 

image2

Min fagforening laver skam også kampagner – men de er mere interesseret i at være den billigste a-kasse. De signalerer ikke, at de står bag os arbejdsløse og er opmærksomme på, at der faktisk er mange mennesker i klemme i systemet. Derfor tror jeg, at kampganen “Undskyld jeg er arbejdsløs rørte mig. Jeg har udfyldt mange dokumenter, papirer og ansøgninger de sidste mange måneder. HVER gang støder jeg på spørgsmål om min status, hvor jeg må udfylde rubrikken med “ledig, arbejdsløs eller arbejdsledig” – skifter lidt mellem ordene jeg vælger, men der er sgu ingen af dem der på nogen måde klinger behageligt og jeg synes jeg dukker nakken lidt hver gang jeg skal skrive denne såkaldte stillingsbeskrivelse.

DEM DER BESKYLDER HAR SELV JOB

Det er ikke ualmindeligt, at man skal have kommentaren “hvis man virkelig vil, kan man altid finde et job” – og det er heller ikke ualmindeligt, at dem der siger den slags selv sidder i job eller er selvstændige. Man kan sikkert også godt finde et eller andet job, men det handler ikke BARE om at finde et job. Det handler også om at kunne arbejde med noget man har erfaring i, uddannet i eller brænder for. Det handler også om at få et job med et antal timer så man kan oppebære en løn man kan leve af. Det handler også om at man gerne må bevarer bare en vis form for værdighed i det man skal lave og i det mindste til en anstændig løn. Det skal kunne betale sig at arbejde siger politikkerne!  - især Joakim B. Olsen har sat mit indre i gevaldigt kog på den konto. Han skulle prøve at sidde i samme situation.

3

Jeg er ikke på nogen måde sart når det kommer til jobs. Jeg tror næsten jeg i årene har prøvet alt, også jobs der ikke er super lønnede – men bestemt også det modsatte. Der er mange job på portalerne, men der er dæleme også mange om buddet. Rigtig mange jobs er halv eller deltid – det kan man ikke leve af når man som jeg er alene. “Så kan du bare have 2 jobs” – ja, det kunne man vel godt, men hvordan får du 2 arbejdstider til at hænge sammen på 2 adresser – og hvor mange firmaer er interesseret i en medarbejder der arbejder lige så meget for en anden arbejdsgiver?

“Søg indenfor andre arbejdsområder” – ja tak det har jeg sandelig også gjort, men de vælger med sikkerhed en medarbejder der har erfaring på feltet og med det antal ansøgninger de i dag modtager,kan de med fordel vælge dem, der har mere erfaring, hvilket er logik for burhøns.

Jeg kender ikke svaret på, hvordan man kan komme følelsen til livs, den følelse hvor man føler mindreværd, kasseret, ubrugelig – med undtagelse af at være den heldige snart at få job. Dog vil jeg gerne opfordre til at man lige tænker lidt over sine fordomme inden man skyder de ledige i skoene, at de er dovne, kræsne, usamarbejdsvillige etc. Der er ALTID nogle der udnytter systemet og sådan vil det ALTID være, men det er nok et fåtal i forhold til alle dem, der rent faktisk er ufrivilligt uden job.

Jeg ville ønske jeg i dag havde en masse fantastiske eksamensbeviser, guldkronede diplomer og uddannelser jeg kunne fremvise. Så ville jeg med sikkerhed have haft et job hurtigt igen. Til gengæld ville jeg ikke have haft det rige arbejdsliv jeg har haft med hensyn til forskellige arbejds genre, firmaer, opgaver og lykkelige arbejdstimer. Jeg er autodidakt men hold da kæft hvor har jeg mange ressourcer, kompetencer, knowhow, energi, udtalelser, feedback, og ubrugt arbejdsglæde i min store rygsæk, som dagligt “hænger” på min ryg. Alt sammen noget der overhovedet ikke vægter en skid i digitale søgemaskiner, hos HR-cheferne, fagforeningerne, jobcentrene og arbejdsgiverne. Det er SÅ synd og der er mange som mig i midten af halvtredserne der har så meget at byde på og stadigt mange år på arbejdsmarkedet. Vi er oven i købetsikkert billigere end alle dem med forkromede uddannelser på områder som kontor, reception, service……her er det nemlig ikke uddannelse der gør folk gode…..det er erfaring og arbejdsglæde!

 

I skrevne stund er jeg sat til at søge job inden for et fag jeg fik en uddannelse i for 20 år siden og hvor jeg ikke kan fremvise mine papirer, da de af ulyksalige veje er blevet væk. Det er ingen undskyldning – jeg skal søge alligevel, vel vidende at jeg ALDRIG får job – end ikke en samtale, da jeg intet kan fremvise på papir. Systemet kræver jeg søger alligevel…..ellers får man nemlig ikke sine dagpenge. Jeg søger naturligvis, bruger en masse menneskers ressourcer incl. mine egne, til ingen verdens nytte. Det eneste jeg får ud af det er lidt fred – fred til at kunne søge de andre områder jeg er bedre på.

Derfor søger jeg i omegnen af 6 – 8 jobs om ugen i snit. Jeg skal søge 3 for at få mine penge!. Det betyder, at jeg får i omegnen af 15 til 20 afslag om måneden, mange hører man end ikke fra, hvilket desværre er blevet mere og mere almindeligt, omend uartigt i min optik.

Så, kære venner…..jeg blev rørt da jeg så den kampagne med en kvinde med nedbøjet hoved sige ordene

 

“UNDSKYLD JEG ER ARBEJDSLØS”

Mere oktober 2015 021

 

for det er præcis sådan jeg har det – and it sucks big time!

 

Gittemor

 

 

 

 

 

 

 

Hjerteproblemer helbredt ved et tilfælde

Mit hjerte sprang over konstant og det ved jeg, at jeg ikke er alene om at opleve. Faktisk tror jeg at rigtig mange mennesker oplever det jævnligt, men i nogle tilfælde kan man blive så skræmt og bange for rent faktisk at være hjertesyg uden man får den rigtige hjælp. Jeg endte med at diagnosticerer mig selv ved et tilfælde.

 

images

På en almindelig septemberdag – på vej ud af døren for at møde en veninde, bliver jeg frygtelig dårlig og besvimer kortvarigt i min entré. Jeg har min telefon i lommen og får ringet til min overbo, der i fuld firspring kommer ned og låser sig ind. Jeg er hvid i hovedet, koldsved på læben, hjerte og puls hamre afsted og jeg er frygtelig, frygtelig bange. Vi ser tiden an et stykke tid, men pulsen og hjertet springer og jeg kan overhovedet ikke falde ned i tempo.

Efter nogen tid ringer min veninde til 1813 – “du er nummer 19 i køen” – det tør jeg ikke sætte mit liv på spil med, så vi ringer 112 – og efter nogen palaver med en emsig vagthavende, sender han så en ambulance. 2 skønne reddere kommer hurtigt og kan godt se jeg er ude af flippen. Et kardiogram viser da også at hjertet har noget travlt og jeg er almen skidt, så de tager mig med.

 

3

 

Jeg bliver selvfølgelig undersøgt i hoved og r.. og ligger til observation nogle timer. De finder ikke noget alarmerende, men jeg kan så bidrage med at jeg i nogen tid har haft mange oplevelser med at mit hjerte springer over og, at jeg har det som om jeg ofte skal “synke” mit hjerte igen. Med den viden bliver jeg skrevet op til, at blive indkaldt til yderligere undersøgelser og skal have en holter-monitor på i 2 døgn. Det er et apparat der måler hjertes aktiviteter over hele døgnet.

Der går 1 måned før jeg indkaldes til denne undersøgelse. Resultatet er, at de godt kan se at der er mange overspring, men de er ganske ufarlige. Desuden scanner de mit hjerte og her kan de se at alt fungerer fuldstændig normalt. “Hvorfor bliver jeg så dårlig og mærker disse forfærdelige anfald hele tiden” – En noget tilbagelænet læge tager mig overhovedet ikke seriøst. Jeg forklarer ham, at jeg er ane af en familie hvor hjerte/kar sygdomme er i hobetal og at min far sågar har fået en 6 dobbelt bypass – så om han måske gad at forstå hvorfor jeg havde det med i baghovedet i min angst. Jeg havde været sygemeldt en tid forinden pga stress – det spurgte jeg ind til.Det er også påvist at nogle mennesker ligefrem dør af stress, belærte jeg ham så. Han smilede skævt til mig, – nærmest overbærende og synes mere  interesseret i hans madpakke på skrivebordet end mig i stolen med bekymrende tårer i øjnene “Kan stress give mig de symptomer?” - det afviste han blankt – “stress påvirker ikke hjertet” – siger lægen så??????? Det var satans…..det tror jeg ganske enkelt ikke på . “Forstår du at jeg er skide bange og at jeg trods undersøgelserne og dine svar ikke føler mig overbevist eller rolig?” – “Nej, men jeg kan da skrive nogle betablokkere op til dig, så mærker du ikke mere til det!” – “Betablokkere……er du klar over hvor mange bivirkninger de har? – Burde man ikke undersøge flere ting før du bare knalder piller i hovedet på mig? – jeg skal ikke have dine betablokkere” – Så må vi jo se tiden an – og så gik jeg!

HJERTEPROBLEMERNE TOG TIL

Jeg måtte jo forsøge at stole på, at jeg rent faktisk ikke fejlede noget, – men anfaldene tog til. Hver gang jeg skulle ud at gå, bukkede mig ned, når jeg lå stille på sofaen eller i sengen, så mærkede jeg hjertet….kunne simpelthen mærke helt oppe i halsen at slagene slog over – nærmest udeblev i flere sekunder. Ind imellem blev jeg svimmel – så blev jeg bange….og så blev det hele endnu værre. Jeg bevægede mig i en rigtig ond cirkel og ingen læger tog mig seriøs – eller foreslog om man måske skulle kigge på andre ting i kroppen.

 

4

Studerede nettet, studerede kroppen, forsøgte at nedsætte mine hormonpiller for at se om de havde en årsag. Jeg synes ikke at kunne finde hoved eller hale i symptomerne og min omgangskreds var sikkert godt trætte af at høre om mit hjerte.

 

HELBREDT VED ET TILFÆLDE

4 måneder havde jeg det sådan….og kan også huske at jeg tidligere i mit liv havde oplevet det samme kortvarigt, men hvor det så forsvandt af sig selv. Jeg fik nogle seriøse rygsmerter en dag – og da jeg er kendt med rygsmerter og ind imellem kan få et tilbagefald, tog jeg nogle gigtpiller for at lette smerten. Dem har jeg lidt svært ved at tåle i maven, så jeg tog en mavesyreneutraliserende pille samtidig. Sådan har jeg altid gjort for ikke at få det dårligt af medicinen.

Efter et par timer var ryggen fin igen……men hvad mere mærkeligt var, at mit hjerte opførte sig fuldstændig normalt. Næste dag tog jeg endnu en mavesyre pille (Pantropazol) – og stadig ingen problemer. Det har jeg så gjort siden….og tricket virker!

Mere januar 020

Jeg har simpelthen haft nogle kraftige refluks problemer. Syre i mavesæk og spiserør og de smerter er åbenbart meget sammenlignelige med det jeg oplever som hjertesmerter og overspring. Pludseligt slog det mig, at jeg jo havde det værst når jeg lå ned – og om natten. Så er syren selvfølgelig på vej op i maven og spiserøret. Jeg havde ikke halsbrand så tanken havde ikke slået mig.Til gengæld tror jeg at jeg stille og roligt var ved at udvikle mig et mavesår eller i alt fald noget i den retning.

Nu siger jeg ikke, at alle med den slags symptomer bare skal æde mavesyreneutraliserende medicin, men jeg opfordrer til at man ikke bare tager lægernes ord for givet. Når man som patient føler at der er noget ravruskende galt…..så er der noget galt. Det er mig der kender min krop bedst, da jeg bor i den til dagligt. Jeg mærker når der er ubalancer, det gør vi alle.

Jeg er harmdirrende over, at man ikke går videre i sine undersøgelser eller spørger ind til patienten når man udtrykker en bekymring. Jeg er rasende over, at jeg meget let kunne være røget på betablokkere hvis jeg havde været autoritetstro, men det er jeg heldigvis ikke.

 

4 måneders bekymringer og rigtig dårlige dage med angst og fortvivlelse er heldigvis over nu.

Pas på med Netdoktor og andre hjemmesider når man søger rundt på de symptomer jeg havde. Man kan virkelig komme til at fejle de mærkeligste ting og ofte noget der er værre end det man egentlig fejler. Jeg vil dog opfordre til, at man tager fat i sin læge og opfordre til at blive ved med at søge årsager til man finder forklaringen. At jeg fandt min helbredelse var alene et tilfælde – og det er ikke noget man bare lige kan regne med opstår hver gang.

Pas godt på dig selv…..og talt aldrig med hjertelæger ved frokosttid….især ikke når deres madpakke ligger på bordet!

Kærligst Gittemor

 

Et nyt bekendskab indledes…

…og måske med en slet skepsis, en forventning, en lille angst og alligevel et fornyet håb.

 

Mere oktober 2015 030

I dag tager vi fat i et nyt bekendskab – 2016. Nytår!

Og hvad er nu det for en størrelse vi skal angribe og med hvilke redskaber i bagagen? Jeg fejrede nytårsaften i mit eget selskab, helt efter eget ønske. Jeg har aldrig brudt mig om nytårsaften. Jeg bliver lidt melankolsk og reflekterende. Jeg hader fyrværkeri og den larm det medfølger. Når man er single er der sådan lidt “den 13 til bords” over middage og mange mennesker….så det passer mig rigtig fint at være alene. Glædes dog over, at følge husets unge mennesker gøre sig klar til den store aften og høre om deres forventninger til den store aften. Jeg har også været ung og haft de samme lyster…så fred med det.

2015

Det var på mange måder et okay år. I vores egne små cirkler var der store ting der indtraf. Jeg fejrede med min datter min mors 80 års fødselsdag. Et surprise-arrangement med 3 retters menu og en fødselar der trods hun ikke ville fejres, endte med at være glad, lettet og overrasket.

Den fineste surpricefest for min mor hvor Sara og jeg var i køkkenet

Den fineste surpricefest for min mor hvor Sara og jeg var i køkkenet

 

Min dejlige datter og svigersøn fik endeligt det længe ønskede hus og flyttede i sommeren. Hele familien stod på pinde og malede og ordnede, så den lille familie nu er i nye og trygge rammer. De fik oven i hatten her i december deres lille nye hund Cody, så der er lykke under det nye tag.

 

Min datter blev den lykkeligste pige da hun fik sit hus

Min datter blev den lykkeligste pige da hun fik sit hus

Jeg nød min kolonihave til fulde. Nuvel var vejret ikke den bedste sommer, men det betød ikke noget. Have vejr var det til fulde og jeg nød alle de afgrøder jeg fik ud af det. Mange timer blev brugt med rumpen i vejret, hvor der blev luget og ordnet. Haven er eliksir for min sjæl og længtes allerede efter marts og den næste sæson.

 

Kolonihaven gav resultater

Kolonihaven gav resultater

Studenterfest blev der også klaret, da yngstemanden Louie fik sin hue på i sommeren. Det var en usigelig glæde at opleve, at begge ens børn er kommet afsted med en studentereksamen. Selv har jeg aldrig fået en sådan og det har jeg fortrudt mange gange, så glæden er stor når begge børn er kommet det igennem. samtidig har de jo haft en fantastisk periode på de 3 år – mange nye venner og en krop der har ligger i sprit hele vejen igennem.

Bror og søster lige inden vognturen starter

Bror og søster lige inden vognturen starter

 

Stress blev hovedoverskriften i mit liv dette år. Det meste af et halvt år, måtte jeg føle i krop og sjæl hvad stress kan gøre af ondsindet ravage i en krop, ganske uden man lige opdager den sniger sig ind på en. Det var en blanding af frustration over at være arbejdsledig og ikke trods alverdens tiltag kunne finde et job. Alderen har fået en betydning, arbejdspladserne sætter ikke den største pris på en kvinde +55. Det vil min moral bare ikke accepterer. Jeg kan heller ikke accepterer hvordan vores fagforeninger/jobcentre håndterer arbejdsledige i vores situationer. “Systemer” blev noget jeg ikke kunne håndterer.

Ydermere kom der en ubearbejdet sorg i kølvandet af den stress….selvom det er 4 år siden vi måtte tage afsked med min bror, opdagede jeg at jeg nok havde taget mig mere af andres sorg og savn end min egen. Den skulle også bearbejdes – igen!

øv perioden skulle bare overståes

øv perioden skulle bare overståes

 

Mine forældres diamantbryllup i november skulle også fejres. En stor begivenhed og en stolthed over at se hvordan mine forældre klarer sig i hverdagen og hvordan de har holdt sammen i nu over 60 år.

Mine forældre ved diamantbryllup...godt nok et flot par <3

Mine forældre ved diamantbryllup…godt nok et flot par <3

Jeg fralagde mig julen i år. For første gang i 25 år blev der ikke jul på sædvanligvis hos Gittemor. Da jeg endelig havde taget beslutningen viste det sig at være en større lettelse end jeg egentlig anede. I stedet blev den nu overdraget til min datter og svigersøn i deres nye hus…og selvfølgelig blev det en fantastisk og dejlig aften. Den lille familie var glade for “stafetten” og jeg var lykkelig over bare at kunne være til stede uden at stå for andet end desserten.

 

2016

Jeg har ingen nytårforsæt…..de holder alligevel aldrig. MEN…jeg har planer, ønsker, håb og bekymringer!

Det bliver året hvor jeg SKAL i arbejde…..Gud forbyde at jeg ikke kan få lov til at arbejde i et firma der værdsætter alt det jeg kan! Jeg skal blive bedre til at skubbe alle mine bekymringer fra mig og leve mere i nuet….men med alt det der sker i verden omkring os – og det vi skal rumme i vores land i kølvandet af det, bliver det med en bekymring som følgesvend. Vi har en regering der ikke magter konsekvenserne af det og jeg tror desværre ikke det bliver bedre. Vi har terrortruslerne over hovedet og jeg er desværre temmelig sikker på at Danmark smager dem i større grad i fremtiden. Der er mange onde mennesker i verden og deres grådighed og magtliderlighed vil også strømme over vores grænser – både de geografiske, men i sandhed også de religiøse, politiske og ikke mindst de moralske. I det forum er Danmark et meget lille land….med meget lille forstand!

Jeg er et rigt menneske når det kommer til familie, børn, bolig og venner, men et fattigt menneske i formåen af at kunne gøre ret meget ved alt det der sker omkring os. Jeg synes at vores ældre og vores børn bliver svigtet. Vores sociale status med et  godt sundhedsystem, tryghed i alderdom og hjælp til børn og unge i et stresset skolesystem bliver negligeret. Med vores klima styrter vores regering i stik modsatte retning af hvad der er godt for vores miljø og tidligere planer og resultaterne ses allerede tydeligt med vores vejr, storme og vandmasser.

Det er det glade vanvid at tro, vi kan redde en masse flygtninge her i landet. Pengene skulle bruges på at hjælpe dem der hvor de kommer fra. De kommer kun til at føle sig hjemme her, hvis de får lov til at ændre vores land i retning af deres tro og kultur…..og hvad bliver der så af Danmark? De er fra meget fremmede lande og deres kultur er så fremmed og anderledes. Nej, – jeg er ikke racist, men jeg er bekymret og ikke begejstret over at se hvordan mange af vores migranter og flygtninge er landet her. Vi kan ikke rumme det antal af nye mennesker i vores land…..og det kan vores nabolande jo for den sags skyld heller ikke!

 

GODT ORD IGEN

Det er svært at diskuterer disse emner og på de sociale medier er vi nærmest opdelt i 2 grupper. Man kan ikke bevæge sig nogen steder hen uden der indsamles til folk i nød og hvis man ikke bidrager er man nærmest sat i bås som racist, kynisk eller nærig.

Hvis man ikke har samlet et flygtning op af vandet i Grækenland, haft en fremmed familie til juleaften, doneret halvdelen af sin garderobe og sendt 25 girokort afsted, så har man ingen status som et godt menneske. Det er jo stukket helt af!!!

Nå, jeg trasker nu ind i det nye år som alle i andre. Håber det bedste, frygter der værste men ruller ærmerne op. Det kan kun blive bedre! Det SKAL blive bedre.

 

Godt nytår og tak til alle jer der læser med….uanset hvilket humør Gittemor byder jer.

 

 

 

 

Top