Category : De søde minder

Når nutidens ungdom møder anno 1976

Et godt grin og indsigt i hvordan Gittemor indtog musikken i 70′erne og 80′erne blev en aha oplevelse for min søn på 20 år. Teknikken har godt nok udviklet sig, måtte han sande. Begreber som “vend pladen” og “skift rille” gav pludseligt mening.

 

IMG_0729

 

Når mor pludselig rydder op i gemmerne, kan der komme spændende elementer frem. Forleden fandt jeg således mit gamle hengemte stereoanlæg og grammofon frem fra gemmerne. Technics har altid været et godt mærke – så selvfølgelig spiller det lige så upåklageligt, som da det blev sat på hylden en gang i starten af 90′erne.

Udfordringen blev – at lednings systemet ikke helt lever op til det vi anvender idag. At få forbundet radio, grammofon, forstærker og højtalere blev derfor lidt af et puslespil. Efter lang tid lykkedes det dog og pludseligt spillede mors gamle singler og lp’er lystigt igen.

Men hvad er nu der for en tingest?

Ja min dreng – det er antennen! “Antennen??!!” – sådan en har ikke været fremme i min søns 20 årige liv – i alt fald ikke i den udformning. Jeg jublede af grin, alt imens han ihærdigt forsøgte at holde antennen i alverdens stillinger for at få et rent signal ud igennem radioen.

 

IMG_0736

Skift rille – og vend pladen

To begreber der igen skabte grineflip. “Jamen, hvad er det for mellemrum på pladen ?” – Ja, det er jo så inddelingen af hvornår numrene skifter min dreng. “Jamen, der er jo kun 5 numre så….hvor er resten af numrene?” – Ja, så vender man pladen og spiller den anden side! “Hvor er knappen der får grammofonen til at skifte til et andet nummer?” – Den er der ikke min dreng, man fører manuelt pickuppen hen til det nummer man vil høre og sænker armen langsomt uden at ridse pladen!

Flere spørgsmål stødte til da han så samlingen af mine singler, der var et stort hul i midten af dem. “Så skal man godt nok lægge pladen præcist for at få den til at spille, hva?” – Nej Louie, så har man sådan en rund tingest man sætter i midten til at fylde hullet ud, den sidder her på grammofonen.

Louie sætter et single hit på og ud kommer det en meget dyb og langsom stemme????!!!!! “Hvad, det lyder da ad helvede til udbryder han” – Ja, for når man spiller singler skal grammofonen stå på hastighed 45 – og lp’er på 33.

 

FullSizeRender

Mors anlæg blev accepteret som kult

Efter en aften med ny lærdom, står anlægget nu på sønnikes værelse og har fået hædersplads. Det er det rene kult. Han er lykkelig for det gamle anlæg og hvad bedre er, så er han også vild med mange af mine gamle lp’er. Det er glædeligt og nostalgisk, når der fra ungdommens værelse nu toner musik ud i lejligheden med alle mine ungdoms minder og fed musik. Det er også lidt lykkeligt, at have noget i sine gemmer der kan skabe så meget jubel hos det unge menneske idag. Så var Gittemor for en stund, ganske sej igen.

Hvor er det godt man ikke også fik smidt det ud eller solgt for en slik i sin tid……nogle gange er det rigtig godt at gemme. Faktisk irriterende, at man ikke fik gemt sine kassebukser og fede anorakker.

 

KH Gittemor

 

Dagbøger lyver ikke – det gør hukommelsen til gengæld

Det der med at skrive i hånden er ikke noget ret mange gør mere, hverken når det gælder breve, eller for den sags skyld dagbøger. Derfor var det lidt af en gensynsglæde, da jeg fandt en kasse med dagbøger fra mine teenager år og tidlige ungdom.   Gitte 15 år Den unge Gitte begyndte at […]

Nostalgi…er det noget der følger alder?

Ej, det minder mig om dengang…..en sætning jeg oftere siger eller tænker.” Memory-lane” har taget rigtig godt fat i mig det seneste år.

Det er næsten dagligt, at jeg støder på en situation, hvor en episode fra min barndom eller ungdom dukker op. Det kan inspireres af noget nogen siger, en melodi i radioen, en duft….hvad som helst – og bum, så er jeg tilbage i 60érne eller 70érne  og jeg elsker det. På Facebook er der en gruppe der hedder “Vi der var børn eller unge i 70érne”. Her lægges næsten dagligt billeder op af ting, brugsgenstande, legetøj, tøj og andet som nogen har liggende. Næsten alle billeder vækker et sjovt minde eller en forundring og jeg synes det er skægt at følge med i.

Jeg er en 1960′er, så min glade ungdom udspillede sig bestemt i 70′erne. Havde man dog bare gemt nogle af alle de sjove ting man havde dengang, tænker jeg tit – ex min bordeaux rejsegrammofon, kassebukserne, afganerpelsen, kassettebåndoptageren, jægertasken etc. etc. Min barndom i 60′erne står også lysende klar for mig og jeg tænker tit tilbage på alle ungerne i gården, forretningerne i Hellerup og alle de lege, der faktisk aldrig bliver  leget mere.

Mit legetøjs komfur fra 60'erne hvor spritterninger kunne varme maden

Mit legetøjs komfur fra 60′erne hvor spritterninger kunne varme maden

DE SKØNNE MINDER SKAL GEMMES

Jeg er faktisk for en tid siden, startet på at skrive en bog, netop om barndommen i Hellerup – den er ved at blive mere omfangsrig end jeg først forestillede mig, – for hold da fest hvor er den sjov at skrive. Jeg har endda været på bibliotekets Lokalhistoriske afdeling og fundet gamle lokalaviser, telefonbøger etc. så jeg får alle navne, forretninger etc. helt korrekt placeret. Jeg fik dage til at gå på det bibliotek, da lokalaviser beskrev hændelser om folk man har kendt i lokalområdet og endnu flere minder stod i kø for at blive beskrevet. Også skønne billeder er dukket op.

Hvem ved om man fortsætter med bog nummer 2 – “Ungdommen i 70′erne”…..den bliver nok endnu værre at skrive, da det jo er her man bliver teenager og ung, kønsmoden, forelsket, ryger, drikker og laver ting man svor ALDRIG kunne tåle dagens lys.

 

Min bror og jeg i 1964, vi har fanget en fugleunge

Min bror og jeg i 1964, vi har fanget en fugleunge

 

HVORFOR FYLDER NOSTALGIEN SÅ MEGET

Man siger altid, at ældre husker deres barndom og ungdom langt bedre end hvad der skete i går. Så gammel synes jeg nu heller ikke jeg er, men jeg undres da over hvorfor det er vigtigt at beskrive disse minder og følelser af dengang. Jeg har også de seneste år mødt gamle kærester og efter så mange år er det da vildt sjovt at mødes og snakke sammen igen….og dog. Faktisk er det slet ikke SÅ interessant som først antaget. Der er jo grunde til at man ikke forblev kærester og det dukker så også op når man mødes igen. Man er vokset hver sin vej. Selvfølgelig er det vildt sjovt at høre hvor den anden part er kommet hen i sit liv….men der er måske slet ikke plads til dem i ens liv mere. Sådan kan det også gå med gamle veninder eller skolekammerater. Hold da op tænker man lige. “vi hang jo sammen som ærtehalm i alle de år” – men når man så mødes 40 år senere. ja så er der faktisk slet ingen fællesnævnere  og måske de slet ikke husker “vores ærtehalm” helt så fantastisk som jeg gjorde!?

 

Musikken på værelset kom ud af denne tingest!

Musikken på værelset kom ud af denne tingest!

 

Måske det bare handler om, at man nu er nået en alder på 55 år, så der rent faktisk har dannet sig noget historie og nogle erfaringer som man gerne vil dele med andre. At beskrive dem og svælge i historierne er jo også en måde at komme “tilbage” og nyde det igen. Det giver så også et skræmmende billede af, hvor stærkt livet kører forbi os og hvordan udviklingen de seneste 40 år, bare har kvalt og bortskaffet alt det vi dengang synes var værdier og revolutioner. For pokker da, – jeg er opvokset med sort/hvid tv, spolebåndoptager, duplikator, IBM skrivemaskine med kuglehoved, telex, hjemmelavet legetøj, hjemmelavet mad etc. etc. – det er jo alt sammen en saga blot i 2015.

 

DET KØRER FOR STÆRKT

Jeg synes faktisk at udviklingen kører for stærkt og jeg er tilbøjelig til at tro, at det slet ikke er godt for os – og slet ikke for vores børn og børnebørn. Aldrig har vi haft så travlt, oplevet så meget stress, været så oplyste med nyheder og medier, set så mange børn med OCD, AHD og hvad de ellers har af bogstaver. Aldrig har vores børn været passet så meget på institutioner og haft så lidt fritid og hjemmeliv i familiens skød. Aldrig har vi købt så meget ligegyldigt præfabrikeret lort og legetøj og brugt vores sparsomme familieliv til vigtigt og egentligt samvær.

Vi ræser derud af og vores børn tæsker efter os og lærer samme mønster ….hvordan skal det gå deres børn?

Hvor er “gårdens unger” der leger dåse skjul, bygger deres egen sæbekassebil af gamle brædder, æblerov, sidde og drikke te med veninder og hører plader, spare sammen til noget man virkelig ønsker sig. Alt foregår med en smart-phone eller iPad i hånden. Vi kan ikke leve uden de sociale medier end ikke børn helt ned til 8 – 9 års alderen. Det er da skrækkeligt!

 

Gittemor 9 år  1969...glade dage

Gittemor 9 år 1969…glade dage

 

 

MON HISTORIERNE FRA SVUNDEN TID ER PASSÈ

Jeg håber at jeg får skrevet min barndoms historier ned inden tiden kommer, hvor en “god gammel historie” ikke kan trænge igennem. Jeg håber det går hen og bliver moderne at man vægter samvær og time out uden telefoner og sociale medier igen. Jeg tror vores sjæl og legeme ville have rigtig godt af det. Jeg kan mærke det lave gear jeg kommer ned i når jeg tænker tilbage og nyder minder og nostalgi -

Hold da op hvor var vi rige….dengang i 60′erne og 70′erne…..hvor vi kom hinanden ved face-to-face.

 

Knus

Gittemor

 

 

 

Det blev et lykkeligt discount bryllup

Så kan jeg så erfarer, at jeg trods min unge alder, i dag har en datter der har 14 års bryllupsdag!!!!! Hvor bliver tiden dog af….synes lige hun har været lille, synes lige hun er blevet student, synes lige hun er blevet gift…..og nu er der gået 14 lykkelige år – og frugten er 2 […]

Visse rangler er livsfarlige….for voksne!

Voldsomme og ubehagelige minder, kan med tiden blive af den karakter hvor man omkommer af grin når man tænker tilbage på situationen. En af de situationer kan stadig få min datter og jeg til at grine så tårene triller……men det var faktisk temmelig kritisk da det stod på :(

Da min dreng Louie var en lille mus og knap kunne kravle var der dagligt en stund hvor vi tumlede på gulvet. Kilde, slås, flyve over mor, sanglege etc. det gav en masse spas….men det kender du jo sagtens som mor – de gudelige små stunder, man ville ønske man kunne opleve igen og igen.

Gittemor og Louie i leg på gulvet 1997

Gittemor og Louie i leg på gulvet 1997

Louie havde nogle små instrumenter…….der iblandt en rangle med en masse små bjælder på – fantastisk stykke legetøj….altså lige indtil den skæbnesvangre dag!

Pas på....meget farlig rangle....for voksne!

Pas på….meget farlig rangle….for voksne!

Louie og jeg ligger og leger på gulvet som vi plejer – Sara på dengang 16 år laver mad i køkkenet. Louie har fat i den skønne rangle og han slår takten an på min mave imens vi synger højlydt. SÅ GØR JEG DET DUMMESTE MAN KAN GØRE….. jeg tager skaftet af ranglen i munden og holder den mellem tænderne. Så ryster jeg på hovedet, så alle bjælderne rasler og ungen jubler af fryd. Han kravler længere op mod mit hoved – og PLUDSELIG knalder han hånden ned på ranglens top. – Skaften ryger direkte ned i halsen og sidder fast!!!!!!!!!

Jeg panikker totalt….hiver i ranglen og får den op, – men føj hvor gjorde det ONDT!!!!!. Hele ganen og halsen var revet op og jeg sagde nogle ganske underlige lyde alt imens jeg kvækkede “Saaa rraaaa” – da Sara kom ind i stuen grinede Louie stadig, – sikken en festlig lyd hende mor kunne lave…..Der var heller ikke megen medlidenhed fra min datter, – hun spruttede af grin og sagde selvfølgelig ” hvordan pokker kunne du dog finde på at holde sådan en tingest med munden?”…..Ja hvorfor gør man den slags, – mener ikke emballagen havde oplyst mig om at jeg ikke måtte!!!!

IMG

Herefter blev leg på gulvet uden genstande i munden!!!!!!

Og måske det overhovedet ikke er morsomt for jer der ikke var til stede……men det er stadig en af de ting vi kan grine af!!!!!!

God søndag aften

Gittemor

Hvordan hulen klarede de det – dengang i 70′erne

Ja, så har vi igen tilbageblik på Gittemors blog :) – er vist i den tid af mit liv, hvor jeg sætter spørgsmålstegn ved mange ting når jeg sammenligner barndom med nutid. Denne gang udløste mine tankers vandring sig ved, at en veninde ytrede, at hun var helt afskåret fra omverdenen fordi hendes netværk var nede – i næsten et døgn! – Vi kender det godt, den totale afhængighed, at være totalt online med IPhone, Ipad, mobillos, computere, kabel-tv, nyheds kanaler etc. etc. – Vi ved alt om alle i hele verden, nærmest i samme sekund det sker.

Alene min egen evige jagt på min teenagersøn når han er i byen med SMS “hvor er du”? – “Hvornår tager i derfra”?, “Følges du med nogen”? “Er du beruset”?...og ve ham, – hvis han ikke svarer eller telefonen er gået ud for strøm…..så jagter jeg nemlig hans venners telefoner :) (kan ikke gøre for det – er evigt bekymret).

 

MEN HVORDAN “OVERLEVEDE” FORÆLDRENE I MIN BARNDOM

Jeg er født i 1960 – så jeg udlevede mine vildeste teenager år i 70′erne. Når jeg forlod hjemmet og man gik i klubben eller andet, så lavede man en aftale om hvornår man var hjemme..og væk var jeg. Dybest set anede mine forældre jo ikke om jeg virkelig var der hvor jeg sagde, – eller om jeg skiftede destination undervejs. Jeg var bestemt ikke god til at være hjemme til tiden, – og de gamle blev rasende når jeg så endelig kom sjoskene hjem, måske en time senere end aftalt. Selvfølgelig var de syge af bekymring…men vi havde jo ikke lige de der mobiler i lommen. Det var heller ikke altid nemt at finde en telefonboks – og så havde man ikke lige de der 25 ører der skulle i apparatet. Havde man dengang fortalt os, at vi i denne tidsalder ville sidde totalt online med alle disse apparater, havde jeg nægtet at tro det var sandt. Kan også huske, at når man var hos en veninde, måtte man pænt ind i stuen og spørge om man lige måtte ringe hjem – så sad forældrene der og overhørte ens beden om at måtte komme senere hjem. Så ringede man til centralen Hellerup – “Hellerup…..ja må jeg bede om 42xx….” tihi.

Sådan så vores telefon ud

Sådan så vores telefon ud

 

og sådan så centralerne ud

og sådan så centralerne ud

FØR VI FIK TELEFON

Vi var faktisk en af de første familier i vores ejendom der fik telefon. Det betød også, at nogle andre i opgangene kom og lånte den når de skulle ringe til læge…..eller hvis nogen ventede et opkald fra familie i Jylland. Så havde vi en lille dåse ved siden af telefonen hvor de lagde lidt penge. Telefoner brugte man når det var nødvendigt..…og hvad ville vi sige i dag? – Hvornår er det nu, ikke nødvendigt, på den måde vi lever:). I opgangen ved siden af os, boede min moster og onkel – da vi talte med dem dagligt og vi børn blev passet på kryds og tværs, installerede min far et samtaleanlæg, med en ledning der snoede sig fra altan til vinduet på 4 sal. “Dyyiiiit” - sagde den når man ville have kontakt – og så sludrede vi ad den kanal. Det sjoveste var, når de glemte at slå den fra, – så kunne vi underholdes det meste af aftenen med hvad der foregik på 4 sal – haha. Så blev vi unger sendt op og ned af trappen for at bede dem afbryde…helt molbo agtigt, ville vi jo mene i dag – men det fungerede.

SÅ KOM FJERNSYNET

Og her var vi faktisk også nogle af de første i ejendommen der fik sådan en fin sag. Jeg synes dengang alene prøvebilledet var fascinerende. Men den ene kanal DR vi kunne se, blev verden godt nok stor. Jeg så børnetime med Ingvar Liberkin der fortalte om dyr….prøvede at Google ham – der findes end ikke et foto af ham……så følte jeg mig lige gammel.

Sådan en fin sag fik vi, med indbygget gramofon

Sådan en fin sag fik vi, med indbygget grammofon

Det var dengang der var Ingrid og Lillebror, Sonja fra Saxogade og andre skønne ting. Ikke alle de der larmene tegneserier i 800 afsnit der kører døgnet rundt. Der var børnetime kl. 17:00 – Nyheder kl. 19:00 og så noget røvsygt noget der hed Horisont :) Når man havde set sit program…så slukkede man fjernsynet! Og der var KUN et fjernsyn – og det var i Sort/hvid!….Den gik nok ikke i dag :)

Det program blev vist mest i de år :)

Det program blev vist mest i de år :)

 

Ingrid og Lillebror var genialt børne TV

Ingrid og Lillebror var genialt børne TV

Sonja fra Saxogade var også vidunderlig

Sonja fra Saxogade var også vidunderlig

 

VORES ANDRE TEKNISKE TING I 70′ERNE

I vores reolsystem i stuen, havde min far et ordentligt “lokum” af en SONY spolebåndoptager….på den blev der optager fra radioen alverdens Dansk Top numre…..der blev godt nok spillet meget Dansk Top…..men vi lavede også vores egne “radioprogrammer” som vi optog og havde en masse sjov med, vi var nemlig meget tekniske og moderne, synes vi selv!

images (5)

På mit værelse fik jeg anskaffet mig en rejsegrammofon – og så var jeg medlem af Pladeringen, – herfra fik jeg månedens plade billigt ind af døren…så her kørte en strøm af ABBA, Niel Diamond, Carpenters, Gasolin og meget andet…plader jeg faktisk stadig har i gemmerne i dag – blot nu uden grammofon.

Min elskede grammofon var godt nok bordeaux men ellers meget lig denne

Min elskede grammofon var godt nok bordeaux men ellers meget lig denne

 

…..besynderligt at tænke på, – at man kun er 53 år – grammofoner er udgået af markedet, erstattet af musik vi downloader og har på telefoner, computere etc. – for så igen at være på vej tilbage igen…..sammen med vinyl pladerne. Det går altså liiiige stærkt nok for Fru Christensen.

Jeg vil stadig mene, at vores hastige udvikling er en indvikling…..og jeg tror slet, slet ikke den er hverken sund eller nødvendig. Vi “skyder” os selv i foden med den udvikling, der først og fremmest er styret af penge, magt og bekvemmelighed. Der ville være langt gladere mennesker, mere sammenhold og sammenkomst, langt flere jobs, bedre økonomi og med sikkerhed knap så mange sygdomme og psykiske lidelser, – hvis denne udvikling ikke havde fundet sted! Ja jeg benytter selv både IPhone, computer etc. for ellers kan man jo slet ikke “være med på vognen”…..men jeg synes stadig det er forkert og det er en helt gal udvikling! – Sorry.

På den måde savner jeg sgu 70′erne…….dengang der var sund opfindsomhed og nærvær!

 

 

Min barndoms madpakker var fantastiske

….og hvorfor kommer jeg så lige i tanke om det!

Til aften, – alene hjemme, gad jeg ikke lave varm mad. Jeg kan faktisk godt lide at hygge mig med et par madder og en kop te, når jeg bare skal hygge alene…..jeg smører derfor en god gammeldags leverpostejmad med rødbeder…..

diverse 022

og så slår det mig “hvorfor dælen står du og sviner rundt med at skære rødbederne ud i sådan nogle strimler”?….Det gør jeg fordi, – og det har jeg ALTID gjort, for sådan gjorde min mor på vores madder!!!  Og nu bilder jeg mig selv ind, at det smager langt bedre, end at få nogle store grove skiver klasket på maden som her!

 

leverstohej

 

Herefter kom jeg i “mindernes lune” og begynde at tænke over hvilke madder vi egentlig fik med i skole – som blev smurt sirligt af min mor….helt til og med 10. klasse. Snot forkælede var vi.

madkasse

Vi unger sad ved morgenbordet og spiste, imens min mor stod ved køkkenbordet og smurte madpakkerne, hver morgen. Her stod hun i sin postkasse røde hjemmedragt, der var SÅ syntetisk, at hun slog gnistre:) – Men hun elskede den. For lige at blive ved leverpostejen, så blev rødbede strimlerne lagt til at suge på et stykke køkkenrulle, inden de kom på madderne. De skulle jo ikke gøre maden våd og ulækker! 2 stimler på en leverpostejmad!

Så havde vi opfundet noget VIRKELIG ULÆKKERT – remulademadder. De bestod af en lag remulade og ovenpå et godt lag ristede løg. Måske det i virkeligheden var sådan en slags “fattigmands roastbeefmad”? Her skal det tilføjes, at løgene naturligvis ikke lå ovenpå remuladen, – de blev pakket ind i en lille pakke stanniol og lagt ved siden af, så blev de nemlig ikke bløde!

Chokolademadder var som altid et hit – også hos os, men i julemåneden skete der noget fantastisk, – vi fik blød nougat på madderne i stedet for pålægschokolade, – men KUN til jul :)

nougatmad

Om sommeren fik vi jordbærmadder…det var der sgu ikke mange andre der havde med dengang. Jordbærskiverne, lå naturligvis også i stanniol for ikke at væde brødet!

jordbærmad

Ak ja, hvor var man dog forkælet…..og hvor har jeg med mine unger, hadet at smøre madpakker. De blev også ret tidligt sat til at gøre det selv :) Tænker bare på, hvor svært det er at være opfindsom med disse madpakker. Nu hvor man også tænker SÅ meget over hvad børn må spise og især ikke spise. Kræsenhed er også et stort fænomen, – det ved jeg da fra mine børnebørn. Det blev der ikke lyttet meget til i 60érne – der skulle man spise hvad der var!!!! Ellers var næste måltid i morgen tidlig!.

Det jeg husker mest fra disse madpakker…..var den der specielle duft der kom op af den der metal madkasse…for slet ikke at glemme den hørm der spredte sig i klasselokalet med efterfølgende mobning, når der sad nogen med en makrelmad eller ostemad der bare stank. Fænomenet at bytte madder……den var jeg sgu ikke til – havde heller ikke tid. For i min madpakke var der altid en hel masse små stanniol pakker der skulle åbnes og arrangeres med tilbehør…..det var faktisk vildt hyggeligt og meget omsorgsfuldt af lille mor.

Tak for hundredevis af skønne madpakker lille mor!

 

Sprogforvirring giver god humor

En dag for nylig, sad jeg og talte gamle minder og sjove episoder fra min og min brors barndom. – Pludselig spruttede min mor af grin – og efterfølgende stammede hun sig igennem en sjov historie hjemme fra mine bedsteforældre i Thisted. Et sted vi tilbragte meget kvalitetstid i vores barndom.

Min salige bedstefar Emanuel, var sådan en spøjs karl – tør humor, og tit anede han faktisk ikke selv han var ret sjov – det var næsten det sjoveste.

Min bror på dengang ca. 10 år, var rendt på besøg hos en nabodreng i Thisted, dagen før vi skulle hjem mod København igen. Når vi sådan rejste den (dengang) lange vej til Jylland, skulle jeg altid have kjole på – og min bror blev udstyret med en marineblå blazerjakke. Da Steen senere på eftermiddagen kom tilbage, havde han glemt sin jakke hos drengen han besøgte.

ssblazer-t

Senere på aftenen, ringede drengens mor og min morfar tog telefonen: “Ve’ do hva Emanuel, – Steen har glømt si blazer her” – nå da da -

“jamen a ska sai et til dem, så te at de henter den” (ja vi er her ude i en slags ravjysk lydsprog)

Da min mor kom ind i stuen fortalte min morfar selvfølgelig, at Steen havde glemt sit instrument hos Preben !!!!! – Sit instrument ??!!!

Jow - “de sagde te at han havde glømt sin blazer sin”!!!!!

 

download

Ha ha – ja måske det er sjovere hvis man havde set min mor vride sig af grin imens hun fortalte historien…..men en blazer, – det havde Emanuel aldrig hørt om kunne være et Kjøwenhavner udtryk for en jakke…..kan næsten se ham ryste på hovedet over det udtryk :)

 

God søndag

Knus Gittemor

 

 

Steen tog musikken med sig….

Det er en tung dag i dag.

Den 10. marts sidste år, havde jeg inviteret til fætter/kusine middag. En herlig tradition, som vi har haft nogle år. En aften, hvor der blevspist, drukket, spillet guitar, sunget og fortalt røver historer. Denne aften, sidste år,  var en af de rigtig gode af slagsen. Vi fik dejlig mad og vin – og masser af det. Vi var alle i særligt godt humør – og aftenen forløb derfor fantastisk for alle parter. Steen, min bror, – var lidt træt efter en operation i december, men vi tillagde det ikke det store.

Efter middagen blev der som sædvanligt spillet af hjertets lyst. Hele 3 guitarer var på banen, da min søn også var kommet med på strengene. Hans onkel Steen fik rost ham en masse, og det viste sig at få en særlig betydning også. Os der ikke spillede,  sang og trallede – og der er altid et sådan fast repatoir, vi lige skal igennem. Cornelius Wreesvik, Kim Larsen, og alle klassikerne fra vores grønne ungdom. Sådan har det altid været når vi er samlet i familien – altid!!!! Altid var guitarspillet båret af Steen og han var igangsætteren – hver gang!!!

 

IMG_0078

Et temmelig dårligt billede – men det eneste jeg har fra den aften :) Louie min dreng, fætter Hans Henrik og brormand Steen – indleder aftenens mange timers spil!

Trods træthed, – blev klokken alligevel henad 2, hvor nogle var gået – og jeg begynder at rydde lidt af. Steen tog mig i ærmet og satte mig ned igen. “Vi skal lige have en sidste sang søster”! – og det blev det! Bare 18 dage efter var han død!  Den aften betyder derfor SÅ meget for mig, og savnet af hans strofer og sang er ubærligt. Han tog på mange måder musikken med sig – han var den eneste der kunne få mig til at synge og turde synge. Han kendte mit toneleje, han kunne melodierne – jeg oftest teksten. Vi havde lavet så mange 2. stemmer og siden jeg var 8 – 10 år, har Steens musik været min musik. Alle kendte Steen med sin guitar under armen! Ingen familiefester, komsammener, højskoler, strand, middage etc. har undgået familiens trang til guitar og sang. Steen var altid den der satte festen i gang!

 

Da jeg var 14 fik jeg en guitar af mine forældre i fødselsdagsgave. Jeg lærte det aldrig – men guitaren har jeg endnu. Altid kom den frem når Steen var her. Det blev ligesom hans guitar hos mig. Den er elendig :) – men han fik den til at lyde som englesang. Nu står den her i hjørnet. Jeg er meget øm om den – den rummer så meget musik, der nu er forstummet.

 

10.3 018

 

Hvor ville jeg i dog ønske, at man havde indspillet og gemt nogle af alle hans sange. Hvor ville jeg ønske, at jeg selv havde det flair for musik, så jeg kunne sætte mig ned og spille de “velkendte” melodier. Hvor ville jeg gerne skrue tiden tilbage, og sanse og føle den aften for et år siden – bare een gang til.

 

Udklip steen 2010

 

Kæreste Steen, – jeg håber inderligt, at der er musik i himlen!

 

Din sista

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den gamle stol med gode minder

Minder kan opstå ud af de underligste ting……og denne historie er et godt bevis herpå.

Da jeg var barn, havde jeg den skønneste barnepige, Anki Marti Jensen. En rigtig rar og rolig gammel dame, som ofte passede mig og min bror, når vores forældre skulle arbejde eller ud og vifte med ørene. Denne Anki var tålmodigheden selv og man kunne lokke hende til at lege alt det som ens mor ikke gad at lege. For eksempel elskede jeg at lege forretning. Den leg gik ud på, at jeg pakkede  ALT mit legetøj ind i avispapir, styk for styk (og det blev til en del pakker). Så skulle Anki trave fra køkkenet og ind i min “butik” og købe legetøj – solidt indpakket med temmelig meget tape:) Hun måtte kun købe en ting ad gangen hehe – så vidste jeg jo, at hun ville lege læææænge! Og som Gitte befalede – så gjort! – Når så alt legetøjet var købt, ja så ville Gittepigen i seng og have historie. Resultatet blev……at den tålmodige Anki, efter Gitte sov, – tålmodigt pakkede alt legetøjet ud igen og lagde på plads. Undskyld Anki….tror altså jeg drev gæk med dig :)

MEN ANKI HAVDE EN STOL

…en ganske særlig en. En kæmpe gammel, dyb læder lænestol. Den elskede jeg at putte i når jeg besøgte hende. Da Anki mange år efter dør er jeg flyttet hjemmefra. Jeg fik lov at arve denne skønne stol af hendes familie og den var tronstolen i mit første hjem. Min datter Sara kom til i 1980 og den stol forblev stedet hvor vi puttede, ammede, fortalte historier, snork sov etc. etc.

 

IMG

Det var simpelthen den skønneste stol…….men den tog altså også meget plads i den næste lejlighed jeg skulle flytte ind i :(

På mit daværende arbejde hos Fogtdals Blade, havde jeg en skøn kollega Vibe Ribergaard der var lay-outer og sindsyg dygtig til at tegne i øvrigt. Vi brugte en del tid sammen i vores grønne ungdom – og det var en naturlig ting, at Vibe arvede denne skønne stol efter mig. Tiden gik og nyt arbejde kom til, men desværre gled forbindelsen med Vibe også lidt ud. Sådan går det jo når man stifter familier hver i sær og Vibe var udenlands i nogle år……anyway – der gik mange år, – og selvfølgelig dukkede både den gamle stol og Vibe op i mine erindringer fra tid til anden.

 

Så ville skæbnen, at jeg skrev et indlæg her på bloggen, hvor jeg viste nogle karikaturer som Vibe havde lavet af mig. Dem støder hun tilfældigt ind i på nettet, da jeg omtaler hendes navn og – BUM op på Google fremstår hun på min blog. Så blev kontakten igen taget op – og tak for facebook, som har “kaldt” flere bekendskaber tilbage i folden efter mange år.

Vi kom naturligvis til at tale om den gamle stol og så fortæller Vibe, at hun rent faktisk brugte den som illustration til en bog af Johannes Møllehave, “Læsehest med æseløre” og så, så den pludselig sådan ud.

383466_515159535180130_433808715_n[1]

Skøn tegning ikk??

Stolen gik vist helt til – sikkert også efter børn og god brug hos Vibe…..men nu består den her som illustration.

Så hermed en kærlig tanke til dejlige Anki, den skønne stol og Vibe.

Knus Gittemor

 

Top