Category : De søde minder

Den 10. marts sidste år, havde jeg inviteret til fætter/kusine middag. En herlig tradition, som vi har haft nogle år. En aften, hvor der blevspist, drukket, spillet guitar, sunget og fortalt røver historer. Denne aften, sidste år,  var en af de rigtig gode af slagsen. Vi fik dejlig mad og vin – og masser af det. Vi var alle i særligt godt humør – og aftenen forløb derfor fantastisk for alle parter. Steen, min bror, – var lidt træt efter en operation i december, men vi tillagde det ikke det store.

Efter middagen blev der som sædvanligt spillet af hjertets lyst. Hele 3 guitarer var på banen, da min søn også var kommet med på strengene. Hans onkel Steen fik rost ham en masse, og det viste sig at få en særlig betydning også. Os der ikke spillede,  sang og trallede – og der er altid et sådan fast repatoir, vi lige skal igennem. Cornelius Wreesvik, Kim Larsen, og alle klassikerne fra vores grønne ungdom. Sådan har det altid været når vi er samlet i familien – altid!!!! Altid var guitarspillet båret af Steen og han var igangsætteren – hver gang!!!

Et temmelig dårligt billede – men det eneste jeg har fra den aften Louie min dreng, fætter Hans Henrik og brormand Steen – indleder aftenens mange timers spil!

Trods træthed, – blev klokken alligevel henad 2, hvor nogle var gået – og jeg begynder at rydde lidt af. Steen tog mig i ærmet og satte mig ned igen. “Vi skal lige have en sidste sang søster”! – og det blev det! Bare 18 dage efter var han død!  Den aften betyder derfor SÅ meget for mig, og savnet af hans strofer og sang er ubærligt. Han tog på mange måder musikken med sig – han var den eneste der kunne få mig til at synge og turde synge. Han kendte mit toneleje, han kunne melodierne – jeg oftest teksten. Vi havde lavet så mange 2. stemmer og siden jeg var 8 – 10 år, har Steens musik været min musik. Alle kendte Steen med sin guitar under armen! Ingen familiefester, komsammener, højskoler, strand, middage etc. har undgået familiens trang til guitar og sang. Steen var altid den der satte festen i gang!

Da jeg var 14 fik jeg en guitar af mine forældre i fødselsdagsgave. Jeg lærte det aldrig – men guitaren har jeg endnu. Altid kom den frem når Steen var her. Det blev ligesom hans guitar hos mig. Den er elendig – men han fik den til at lyde som englesang. Nu står den her i hjørnet. Jeg er meget øm om den – den rummer så meget musik, der nu er forstummet.

Hvor ville jeg i dog ønske, at man havde indspillet og gemt nogle af alle hans sange. Hvor ville jeg ønske, at jeg selv havde det flair for musik, så jeg kunne sætte mig ned og spille de “velkendte” melodier. Hvor ville jeg gerne skrue tiden tilbage, og sanse og føle den aften for et år siden – bare een gang til.

Kæreste Steen, – jeg håber inderligt, at der er musik i himlen!

Din sista

Da jeg var barn, havde jeg den skønneste barnepige, Anki Marti Jensen. En rigtig rar og rolig gammel dame, som ofte passede mig og min bror, når vores forældre skulle arbejde eller ud og vifte med ørene. Denne Anki var tålmodigheden selv og man kunne lokke hende til at lege alt det som ens mor ikke gad at lege. For eksempel elskede jeg at lege forretning. Den leg gik ud på, at jeg pakkede  ALT mit legetøj ind i avispapir, styk for styk (og det blev til en del pakker). Så skulle Anki trave fra køkkenet og ind i min “butik” og købe legetøj – solidt indpakket med temmelig meget tape:) Hun måtte kun købe en ting ad gangen hehe – så vidste jeg jo, at hun ville lege læææænge! Og som Gitte befalede – så gjort! – Når så alt legetøjet var købt, ja så ville Gittepigen i seng og have historie. Resultatet blev……at den tålmodige Anki, efter Gitte sov, – tålmodigt pakkede alt legetøjet ud igen og lagde på plads. Undskyld Anki….tror altså jeg drev gæk med dig

MEN ANKI HAVDE EN STOL

…en ganske særlig en. En kæmpe gammel, dyb læder lænestol. Den elskede jeg at putte i når jeg besøgte hende. Da Anki mange år efter dør er jeg flyttet hjemmefra. Jeg fik lov at arve denne skønne stol af hendes familie og den var tronstolen i mit første hjem. Min datter Sara kom til i 1980 og den stol forblev stedet hvor vi puttede, ammede, fortalte historier, snork sov etc. etc.

Det var simpelthen den skønneste stol…….men den tog altså også meget plads i den næste lejlighed jeg skulle flytte ind i

På mit daværende arbejde hos Fogtdals Blade, havde jeg en skøn kollega Vibe Ribergaard der var lay-outer og sindsyg dygtig til at tegne i øvrigt. Vi brugte en del tid sammen i vores grønne ungdom – og det var en naturlig ting, at Vibe arvede denne skønne stol efter mig. Tiden gik og nyt arbejde kom til, men desværre gled forbindelsen med Vibe også lidt ud. Sådan går det jo når man stifter familier hver i sær og Vibe var udenlands i nogle år……anyway – der gik mange år, – og selvfølgelig dukkede både den gamle stol og Vibe op i mine erindringer fra tid til anden.

Så ville skæbnen, at jeg skrev et indlæg her på bloggen, hvor jeg viste nogle karikaturer som Vibe havde lavet af mig. Dem støder hun tilfældigt ind i på nettet, da jeg omtaler hendes navn og – BUM op på Google fremstår hun på min blog. Så blev kontakten igen taget op – og tak for facebook, som har “kaldt” flere bekendskaber tilbage i folden efter mange år.

Vi kom naturligvis til at tale om den gamle stol og så fortæller Vibe, at hun rent faktisk brugte den som illustration til en bog af Johannes Møllehave, “Læsehest med æseløre” og så, så den pludselig sådan ud.

Skøn tegning ikk??

Stolen gik vist helt til – sikkert også efter børn og god brug hos Vibe…..men nu består den her som illustration.

Så hermed en kærlig tanke til dejlige Anki, den skønne stol og Vibe.

Knus Gittemor

I 1968 købte mine forældre en kolonihave i Gentofte – der var et lille skidt hus på, men min handyfar havde en plan. Han rev det lille gule hus ned og byggede selv et Jepsen hus. Grundigt, og med hele hans sjæl i hvert et søm, opstod der et lille paradis i nummer 18. Haven blev en prydshave – og mine forældre vandt selvfølgelig Haveforeningens præmier for flotteste have, flere gange. Min mor indrettede huset med møbler, gardiner – levn fra vores lejlighed der blev shinet op – og en hulens masse hygge.

I 70′erne – hvor disse billeder stammer fra, havde vi nogle somre som børn, der bare var skønne og det lille hus rummede et utal af gæster, fester og RÅhygge.

Nummer 18 Anno 2012

Mine forældre solgte dette sted i 1979 – og udbetalingen blev således til det sommerhus jeg omtalte og viste i indlægget “Gå aldrig tilbage til en fuser”. – Mine forældre solgte som jeg skrev, sommerhuset for 6 år siden – og på lykkelig vis, fik de igen en Kolonihave i den gamle forening – blot et andet sted. – MEN….selvfølgelig har vi været på flere visitter hos Margit og hendes mand, der nu bor i nr. 18.

DET ER DÆLEME GOD KARMA

Da jeg sidste sommer fik lov til, at stikke snuden ind i nr. 18 , blev gensynet det mest fantastiske man kan forestille sig. DER ER STORT SET INTET ÆNDRET. – Margit, der nu har det – fortæller med iver, at hun intet har ville pille ved – for hun kan sådan mærke den energi mine forældre har lagt i det.

Sådan ser nummer 18 ud nu – og der bliver stadig kælet for det på samme måde. Det er selvfølgelig mere tilvokset og de har ændret nogle bede etc. men det er SÅ fint. – Billederne herunder vidner om, at tapetet på det lille toilet – stadig er det samme, gardinerne min moster syede – er stadig de samme – kommoden på værkstedet – som i virkeligheden er en min mor fik i konformationsgave – og som jeg havde mit legetøj i, i 60′erne – står der stadig i værkstedet. Kakler på væggene, spisebordet, tændstikholderen – ja stort set ALT er på samme plads og bliver beundret, anvendt og elsket. ER DET IKKE FANTASTISK!!!!!!!

Tapet og gardiner satte mine forældre op i 1972

Min mors konfirmationskommode, hun fik i 1949/1950 agtigt

Teressen – ligner sig selv – bort set fra Margits overdådige og meget smukke vin

Hesten er fra en cirkusplakat, min far satte op til mig i 70′erne

Bakken hænger samme sted – OG BAKKEBÅNDET….det syene jeg til min mor i skolen i 1967 – DET ER ALTSÅ GOD GAS

VI LEVER VIDERE I VÆGGENE I NR.18

Ved mine, efterhånden mange besøg hos Margit i Nr. 18 – har hun fået alle mine historier fra min barndom og fortællinger om hvorfra de forskellige ting er kommet. Mine gemmesteder på værelset – om naboerne fra dengang etc. Det fede ved Margit er, at hun dirrer af fryd når man kommer forbi og fortæller – og for hver gang, siger hun, bliver hun endnu mere glad for alle tingene. Det er nærmest et museum – haha. Men et museum i lystig brug.

Jeg kan derfor godt slippe oplevelsen med sommerhuset og den nar der har fordærvet stedet – for, som jeg jeg nævnte er minderne i mit hjerte.

HURRA for nr. 18 – og TAK Margit, – du er en ener, der kan mærke sjæl og god karma. Håber du må nyde nummer 18 i 100 år endnu!!!

Her står jeg med Margit, på et af mine mange visitter i nr. 18 – sidste sommer.

Er det ikke fantastisk – at forskellen på sammen sted – men med 40 år imellem – er SÅ lille – I LOVE IT!!!!!!!

Jeg troede jeg gik i stykker i morges kl. 5:30, da det sidste livstegn forlod din krop og vi håbede til det sidste at du ville åbne øjnene og sige – “hvad laver i her” – men det gjorde du ikke. Din operation i hjernen blev desværre ikke så succesfuld som vi havde håbet og forventet. Komplikationerne tog til, og så må jeg jo erkende, at du aldrig ville være blevet dig selv igen og at du ikke ville have ønsket at fortsætte livet som en grøntsag.

Tak for alle de dejlige år, alle vores oplevelser, alle dine sange og stunder. en barndom hvor du altid beskyttede mig og passede på mig – en ungdom hvor du lærte mig kunsten at leve de unges liv. Et familieliv med tryghed og sammenhold på godt og ondt.

Jeg havde altid troet, at vi skulle blive gamle sammen……nu har du forladt mig og jeg ved godt det ikke er med din gode vilje!

Jeg kan slet ikke holde ud at tænke på, at jeg ikke mere skal høre dig spille og synge – det er noget der har fyldt SÅ meget i vores

liv sammen. Lov mig du sender mig strofer fra himlen…….Hvil i fred min skat.

Lillesøster Gitte

”Jeg ville ringe til dig i dag for at sige jeg savner dig, men dit gamle tlf. nr. er ikke længere i brug. Jeg prøvede tele operatøren, hun sagde ”undskyld, jeg har intet nr. til dig”. Jeg forsøgte at gå til huset hvor du boede, men du bor der ikke længere. Postkontoret har ingen videre sendelses adresse på dig. Jeg tror bare at himlen er alt for langt væk. Jeg savner dig. Du er i mit hjerte for evigt.

Nogen gange ville jeg ønske at min elskede farfar i himlen havde en telefon, savnet er der altid og der går aldrig en dag hvor jeg ikke tænker på dig. Hvis man kunne ville jeg ønske mig tiden tilbage med dig, bare kunne opleve dig og ikke mindst vide at du altid ville være der.”

For nogle, er dette bare et af de utallige budskaber der flyver rundt på Facebook som man bliver bedt om at dele med sine venner, men denne gang, var den for mig meget speciel. Line er datter af min dejlige fætter Elo….ved knap nok hvad hun så er til mig – noget gran-kusine, gran-niece….ved det ikke, hun er i alt fald dejlig!

Men, bag dette udtryk om savn, gemmer der sig faktisk en noget utrolig historie, en lang historie – men den viser virkelig hvordan livet kan forvandle en families skæbne på meget kort tid.

Det hele starter i begyndelsen af 60erne, i Thisted, hvor min moster Isa vel bare er omkring 16 år. Hun forelsker sig hovedkuls i Kaj som er lidt ældre – og vist ikke lige hans tilkommende svigermors drøm. Det blev han til gengæld senere. De dater gennem nogen tid og det forbliver hedt imellem de 2 unge mennesker.  Selvfølgelig sker det uundgåelige, at den søde pige bliver gravid som 17 årig. Bestemt ikke velset, og jeg tror virkelig hun kæmpede for at måtte få sin Kaj, – og Kaj kæmpede for at overbevise alle om, at det her skam var alvor og, at det kunne de sagtens klare. Isa og Kaj blev gift på kongebrev og snart kom lille Kim til verden. Isa var, som alle dengang, hjemmegående husmor, Kaj arbejdede på slagteriet og brugte fritiden på at fiske og sætte åleruser ud.

Den lille familie klarede sig fint, og som det jo naturligt går i små familier, varede det såmænd ikke længe før Isa var gravid igen, – og så kom lille Elo. Isa var en flittig husmor – proper og ordentlig med hendes hjem og hendes familie. Kaj arbejde som altid flittigt på slagteriet. Et hus fik de skam også i byen, – og så varede det altså ikke så længe før Isa igen var gravid – denne gang med prinsessen Mia. En herlig familie på 5 var skabt. Kaj og Isa skulle ikke længere kæmpe med alle de tidligere problemer omkring deres valg. De havde bevist at de ville have hinanden, at de ville have familie og klare sig selv, – og det gjorde de.

Mange år gik rigtig godt – om sommeren boede jeg tit hos dem i mine ferier og jeg elskede at være der. Jeg legede med mine fætre og kusine, jeg hyggede med min moster og Kaj arbejdede meget på slagteriet og skulle frygtelig tidligt op, hvorfor han også gik tidligt i seng. Jeg var lidt fascineret af ham. Onkel Kaj elskede at lave numre med en. Bildte mig altid ind, at der var hvide mænd bag gardinerne, som kom frem om natten – og jeg blev frygtelig bange, men på den gode måde J

Årene gik, børnene blev store og flyttede hjemmefra og startede hver især deres udfordringer i livet. Kim blev gift og fik barn, Elo blev gift og fik 2 børn (bl.a. Line som er nævnt) og Mia fandt en dejlig kæreste og arbejdede på TV2 Nord.

En skæbnesvanger dag i august 1991, bliver min vidunderlige kusine Mia på kun 23 år, dræbt ved en ulykke, forårsaget af en spritbilist. Hendes kæreste og 2 venner var med i bilen, de slap heldigvis kun med skrammer. Det værst tænkelige var sket i deres familie. Sorgen var ubærlig for os alle – og vi måtte tackle det på forskellige vis. Der er ingen tvivl om at især storebror Kim fik et knæk for livet efter denne oplevelse, og dette blev starten på hans ende af livet. Der er slet ingen tvivl om at alle lider, men nogle mennesker er bare bedre til at komme igennem sorg – og nogle er måske endda bedre til at række ud efter hjælp, til bearbejdelse af sorgen og savnet. Mias far Kaj, led også, – og det står for min egen regning at tro, at det blev hans sorg der gjorde ham syg. Han fik nogle år efter, en mave/tarm kræft som han kæmpede med til hans død i 2001 – 10 år efter Mia døde. Onkel Kaj blev kun 57 år.

Nu stod Isa pludselig alene tilbage, og skulle tackle både tabet af hendes elskede datter, men nu også hendes mand. Desværre varede det kun et par år, før hun igen kunne følge et barn til graven. Kim døde kun 39 år gammel i 2004 efter nogle års sygdom. Nu var der kun Isa og Elo tilbage af den ellers så fine femkløver. Heldigvis er der kommet børnebørn til som har hjulpet Isa igennem sin sorg – og Elo, har, måtte tage et kæmpe slæb og ansvar i den lille familie for at få det hele til at hænge sammen. Tænker tit på Elo – han var midterbarnet i en søskendeflok hvor der kun var få år imellem dem. Hele deres opvækst har de været tætte sammen – og så miste begge sine søskende og sin far inden for 13 år.

Men tilbage til Kaj! – Han nåede heldigvis, trods sorg og sygdom at få et vidunderligt forhold til sine børnebørn. De husker ham, mindes ham og savner ham stadig ubeskriveligt. Men livet går jo videre og selv sorg og savn lærer man med tiden at leve med. Vi har ikke noget andet valg. Jeg ville ønske at Kaj havde taget imod mere hjælp til hans tab af Mia. Igen siger jeg for egen regning, jeg tror at sorgen gjorde ham syg!

Jeg hører til den slags mennesker, der slet ikke er i tvivl om, at der er mere mellem himmel og jord. Jeg ved at alle dem der har forladt os holder øje med os og til dels passer på os. Der er en forud bestemt skæbne til os alle, – heldigvis kender vi ikke vores egen før den indtræffer. Jeg har dog tit stillet spørgsmålet til de højere magter ”hvorfor skulle den lille familie, der kæmpede så bravt for at holde sammen på det hele, reduceres fra 5 til 2 på så kort tid, og så voldsomt?”

Til evigt minde om – og tak for tiden vi fik Mia, Kaj og Kim.

og til Line…..tak for inspirationen, til lige igen at blive mindet om de kære vi savner.

Jeg er begyndt at rode i en æske, hvor jeg opbevarer gamle kærestebreve og minder. Her dukkede denne karikatur pludselig op – og ja, så væltede minderne frem. Historien er, bare sådan nogenlunde kort:

Brændt af en juleaften i 1986